Du har fået flere årsopgørelser
Når vi får nye oplysninger fx fra dig, din arbejdsgiver eller bank, danner vi i de fleste tilfælde automatisk en ny årsopgørelse.
En ny årsopgørelse kan have betydning for, hvad du skal betale eller have tilbage i skat.
Hvis du først har fået en årsopgørelse, hvor du skal have penge tilbage og bagefter får en ny årsopgørelse, hvor du også skal have penge tilbage, så vil du få begge beløb udbetalt på din NemKonto i løbet af cirka 12 hverdage, medmindre du har gæld til det offentlige.
Hvis ændringen betyder, at du skal betale mere i skat, så er det afgørende, hvornår du får den nye årsopgørelse. Det gælder også, hvis du allerede har fået udbetalt overskydende skat og nu skal betale noget af den tilbage.
Sådan betaler du
11. marts - 1. juli |
Du kan betale med dankort eller netbank. Du kan også vælge at lade være med at betale, og lade os regne den ind i din skat for næste år. Det gælder dog ikke, hvis du allerede har fået udbetalt noget overskydende skat, så skal du betale i år. |
1. juli og året ud |
Du skal betale skatten i tre rater i løbet af efteråret. Du finder betalingsoplysningerne i TastSelv. |
I nogle tilfælde kan du ikke umiddelbart se ændringen på den nye årsopgørelse. Det er typisk fordi, der er ændringer i dine pensionsforhold, som ikke har konsekvenser for resultatet af din skat. Du får dog automatisk en ny årsopgørelse.
Hvis du får årsopgørelsen på papir, kan det ske, at du modtager en ældre version af årsopgørelsen med posten, efter du har foretaget ændringer eller betaling i TastSelv. Hold derfor øje med nummeret på årsopgørelsen i øverste højre hjørne ("opgør nr."). Du kan altid se alle versioner i TastSelv.
Oplysninger tastet af dig eller indsendt af fx arbejdsgivere eller pengeinstitutter i perioden 11. marts til 5. april 2024 kommer med på den første årsopgørelse, som dannes natten efter den 5. april 2024.
Den version af årsopgørelsen, du ser fra den 11. marts 2024 og frem til fastlåsningen den 5. april 2024, kan der stadig ske ændringer til, som erstatter allerede oplyste beløb, og dermed dannes et nyt resultat. Det er ikke muligt at se den tidligere version, hvis der ændres i løbet af denne periode.
Du får besked på mail eller SMS om nye oplysninger til din årsopgørelse i denne periode.