Du kan kun få rettet din årsopgørelse efter den ordinære frist under særlige omstændigheder. Du skal anmode om rettelsen og begrunde og dokumentere ændringerne. Læs mere i den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.2.2 Ekstraordinær genoptagelse på borgerens initiativ.
Om de særlige omstændigheder
Der skal generelt være tale om udefrakommende forhold, som ikke kan bebrejdes hverken dig eller din rådgiver. Hvis du eller din rådgiver har glemt et fradrag, har misforstået reglerne eller har bogført forkert, kan du ikke få rettet din årsopgørelse. At du ikke kan få håndværkerfradrag og pristillæg samtidig til solceller eller hustandsmøller er derimod en gyldig grund til at få rettet årsopgørelsen.
Det er ikke en særlig omstændighed, at du ikke tidligere har udfyldt oplysningsskema (det du tidligere har kendt som selvangivelse), så vi har fastsat din indkomst efter et skøn. Du kan derfor ikke forvente at få ændret årsopgørelsen, blot fordi du får udarbejdet et regnskab og et oplysningsskema.
Hvis du har haft indtægter, der ikke fremgår af din årsopgørelse, kan det være en særlig omstændighed.
Du kan få rettet din årsopgørelse hvis:
- Det grundlag, årsopgørelsen er dannet ud fra, er ændret, fx fordi der er afsagt en dom om, at du skal betale SU eller dagpenge tilbage, eller fx at Skattestyrelsen har godkendt, at en tidligere udbetalt erstatning fordeles på en anden måde.
- Din eller din ægtefælles skatteansættelse er blevet ændret for et tidligere indkomstår, og det har betydning for det indkomstår, du nu ønsker at ændre.
- En udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af dig.
- Hidtidig praksis er blevet underkendt af en domstol eller skatterådet.
- Skatterådet har ændret en skatteankenævnsafgørelse.
- Overdragelsessummen for et aktiv vedrørende en anden person, som du har handlet med i en købs/salgssituation, er blevet ændret.
- Der foreligger øvrige særlige omstændigheder, fx længerevarende sygdom eller at der er lavet myndighedsfejl.
Du skal sende din anmodning til os senest 6 måneder efter, at du har fået kendskab til det forhold, der begrunder ændringen.
Du kan kun få din årsopgørelse rettet under særlige omstændigheder. Du skal uddybe, hvad du vil rette og hvorfor. Husk også at vedhæfte relevant dokumentation.
Ansøg om at rette i tidligere årsopgørelser (kræver MitID)
Hvis du benytter autorisationsordning (fx revisorer), kan du sende en ansøgning via TastSelv og vælge Kontakt.
Skattestyrelsen kan ændre din årsopgørelse under særlige omstændigheder
Vi kan også ændre din årsopgørelse efter de ordinære frister under særlige omstændigheder. Læs mere i Den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.2.1.
Læs mere om reglerne om ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningslovens § 27.