Hovedkort, bikort og frikort
Alle personer må hvert år tjene et bestemt beløb uden at skulle betale skat. Beløbet er som udgangspunkt 51.600 kr. i 2025 (49.700 kr. i 2024).
Tjener du under det beløb, skal du have et frikort. Tjener du over det beløb, skal du i stedet have et hovedkort og et bikort.
Frikort, hovedkort og bikort kaldes samlet skattekort. Dit skattekort er digitalt, og du kan se det i TastSelv øverst i din forskudsopgørelse.
Forstå dit skattekort: Se hvornår du skal bruge hvilket kort
Dit frikort bruges, hvis din forventede indkomst på et år er under det beløb, du må tjene uden at betale skat. Det er typisk, når du er ung og får dit første job eller får SU som hjemmeboende og ikke arbejder ved siden af. Beløbet er som udgangspunkt 51.600 kr. i 2025 (49.700 kr. i 2024).
Du skal altså først begynde at betale skat, når din samlede løn på et år overstiger det beløb. Hvis du får løn, skal du dog betale 8 % i am-bidrag af hele din løn - også selv om du har frikort.
Dit frikort kan bruges af flere udbetalere. Når det er brugt, trækker udbetalerne skat med den trækprocent, der står på din forskudsopgørelse. Den får de automatisk fra os.
Vi opretter automatisk et frikort til dig i starten af det år, hvor du fylder 15 år. Er du fyldt 15 år, skal du bruge MitID for at logge på TastSelv.
Når året er gået, får du normalt et nyt frikort. Du bør dog selv tjekke på din forskudsopgørelse, at frikortet er oprettet.
Hvis du er barn eller ung og har brug for et frikort
Hvis du er 13 år eller 14 år og skal bruge et frikort, kan du få hjælp fra dine forældre. Læs her, hvordan forældre kan oprette et frikort til deres barn.
Er du fyldt 15 år, kan du få adgang til TastSelv med MitID.
Du kan følge denne tringuide til, hvordan du opretter et frikort, og hvordan du skriver din forventede indtægt for i år på forskudsopgørelsen.
Det kan du tjene uden at betale skat
Det er forskelligt fra person til person, hvad man kan tjene uden at betale skat. Det afhænger af dine fradrag, som igen afhænger af en række personlige forhold.
Øverst på din forskudsopgørelse kan du se, hvad beløbet er for dig. Hvis du har et frikort, står det som et såkaldt frikortsbeløb, som viser, hvor meget du må tjene på et år uden at betale skat. Hvis du har et hovedkort, står det som et fradrag, som viser, hvor meget du må tjene pr. måned eller 14 dage uden at betale skat.
Uanset tallene på din forskudsopgørelse, skal du altid betale 8 % i am-bidrag af din løn (men ikke af SU, dagpenge og pension).
En lovændring vedtaget i november 2023 får betydning for størrelsen af personfradraget hos børn og unge under 18 år med tilbagevirkende kraft – det vil sige for hele 2023 og fremover.
Børn og unge kan nu have en større indtægt - fra fx job og fra værdipapirer, der er beskattet som kapitalindkomst - uden at skulle betale skat (alle betaler dog am-bidrag af løn). Alle personer uanset alder har som udgangspunkt et personfradrag (frikortsbeløb) på 49.700 kr. i 2024.
Hvis du var under 18 år i 2023 og havde fritidsjob eller anden indkomst:
Lovændringen vedtaget med tilbagevirkende kraft for 2023 vil betyde, at hvis du tjente mere end ca. 38.400 kr. og op til det nye frikortsbeløb på 48.000 kr. for 2023, så får du penge tilbage i skat på din årsopgørelse for 2023 i april 2024. Tjek, at du har en NemKonto, så du kan få udbetalt pengene.
Du skal ikke gøre andet.
Hvis du er under 18 år i hele eller noget af 2024 og har et fritidsjob eller anden indkomst:
Lovændringen betyder, at beløbet på frikortet som udgangspunkt er ca. 49.700 kr. i 2024. Men i din forskudsopgørelse står det lavere frikortsbeløb fra før lovændringen, medmindre du opdaterer din forskudsopgørelse i TastSelv.
Vi vil derfor opfordre dig til at logge ind i TastSelv, åbne din forskudsopgørelse, tilføje den indtægt du forventer at have i hele 2024 og derefter klikke på ”Beregn” og ”Godkend”. Så vil det nye højere personfradrag (frikortsbeløb) komme med i din forskudsopgørelse og på frikortet.
Hvis du forventer at få en indkomst på mindre end 39.800 kr. i 2024, behøver du ikke gøre noget.
Hvis du ikke opdaterer din forskudsopgørelse og har en indkomst på mere end 39.800 kr., vil du få penge tilbage i skat i foråret 2025. Tjek, at du har en NemKonto.
Sådan skriver du lønindkomst på forskudsopgørelsen og opdaterer med det nye personfradrag:
- Log på TastSelv Borger
- Vælg Forskudsopgørelsen
- I feltet Lønindkomst mv. (201) skriver du det beløb, som du regner med at tjene i alt i år (før AM-bidrag).
Er feltet ikke synligt, finder du det under Oftest tilføjede felter. Vælg Nyt job og udfyld feltet. Tryk på spørgsmålstegnet ud for felterne for at få hjælp. - Vælg Beregn nederst på siden og tjek, at du har skrevet rigtigt.
- Vælg Godkend.
Hvis dine forældre vil rette forskudsopgørelsen på TastSelv for dig, kan de gøre det på denne måde:
- Gå til TastSelv Borger
- Tryk på "Log på med autorisation"
- Log på med dit MitID
- Skriv CPR-nummeret på barnet, som du ønsker adgang til. Tryk på 'Log på'. Eller tryk på 'Vis liste' og vælg det CPR-nummer, du ønsker at se. Tryk på 'Log på'
- Barnets navn vises øverst på siden
- Tryk på "Forskudsopgørelsen"
- I feltet Lønindkomst mv. (201) skriver du det beløb, som barnet/den unge regner med at tjene i alt i år (før AM-bidrag).
Er feltet ikke synligt, finder du det under Oftest tilføjede felter. Vælg Nyt job og udfyld feltet. Tryk på spørgsmålstegnet ud for felterne for at få hjælp - Vælg Beregn nederst på siden og tjek, at du har skrevet rigtigt.
- Vælg Godkend.
Tjener du mere end dit frikortsbeløb, får du i stedet for et frikort et hovedkort og et bikort.
Du skal selv fortælle dine udbetalere, om de skal bruge dit hovedkort eller bikort.
Hovedkort
Dit hovedkort bruges der, hvor du tjener mest (fx arbejde eller SU). Du skal kun bruge dit hovedkort ét sted. Hvis SU eller en arbejdsgiver allerede bruger dit hovedkort, skal du bruge bikortet til dine andre job.
På hovedkortet står både din trækprocent og det fradrag, du ikke skal betale skat af. Når en udbetaler bruger dit hovedkort, trækker udbetaleren kun skat af det beløb, som er større end dit fradrag.
Hvis flere udbetalere bruger dit hovedkort, kan du derfor komme til at betale for lidt i skat.
Bikort
Dit bikort bruges kun, hvis du har flere udbetalere (fx en arbejdsgiver og SU). Du kan bruge bikortet flere steder.
På bikortet står kun, hvor mange procent du bliver trukket i skat. Når en udbetaler bruger dit bikort, trækker udbetaleren fuld skat af udbetalingen.
Se hvem, der bruger hvilke af dine skattekort
Du kan se, om en udbetaler bruger dit hovedkort eller bikort, ved at logge på TastSelv og klikke på Søg i indkomstoplysninger.
Det kan ske, at din udbetaler (fx din arbejdsgiver, SU eller dit pensionsselskab) bruger et forkert skattekort. Du skal da bede udbetaleren om at hente det rigtige skattekort digitalt hos os. Du kan ikke selv ændre, hvilken udbetaler der bruger hvilket skattekort.
- Fortæl udbetaleren, om det er dit hovedkort eller bikort, der skal bruges.
- Når din udbetaler har hentet det nye skattekort, kan han/hun rette din udbetaling.
- Hvis du har betalt for meget i skat, får du pengene tilbage, når året er gået.
Du kan se, om en udbetaler bruger dit hovedkort eller bikort, ved at logge på TastSelv og trykke på 'Skatteoplysninger'. Tryk dernæst på menupunktet 'Søg i indkomstoplysninger'.
Hvis din udbetaler har problemer med at hente dit skattekort, skal udbetaleren kontakte os på telefon 72 22 28 24.
Vi opretter automatisk et frikort til dig i starten af det år, hvor du fylder 15 år. Får du et job inden da, skal du selv oprette et frikort.
Skal du selv oprette et frikort (eller skal du tjekke, om du automatisk har fået et), skal du logge på TastSelv.
Hvis du er 13 år eller 14 år og skal bruge et frikort, kan du få hjælp fra dine forældre. Læs her, hvordan forældre kan oprette et frikort til deres barn.
Er du fyldt 15 år, kan du få adgang til TastSelv med MitID.
Sådan opretter du dit frikort:
- Log på TastSelv.
- Vælg Forskudsopgørelsen.
- Find overskriften Skattekort øverst i forskudsopgørelsen. Hvis der står "Frikortsbeløb xxxx kr.", er dit frikort allerede oprettet. Du skal ikke gøre mere.
- Står der ikke et frikortsbeløb, skal du i felt 201 skrive, hvad du regner med at tjene i år.
Er feltet ikke synligt, så klik på Nyt job under Oftest tilføjede felter og vælg Lønindkomst. - Skriv datoen for din første arbejdsdag i felt 366.
- Klik på Beregn nederst på siden og tjek, at du har skrevet rigtigt.
- Klik på Godkend.
Dit frikort bliver nu dannet, og du skal ikke gøre mere. Du kan se det som nogle tal øverst i din forskudsopgørelse.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Beregning af A-skat og AM-bidrag