Gå til indhold

Din indkomst og skat, når du går på pension eller efterløn

Der kan være meget at holde styr på, når du står på tærsklen til livet som pensionist eller efterlønner. 
En af tingene er din indkomst og skat. For det er vigtigt, at du retter din forskudsopgørelse den første måned, når du er gået på pension eller efterløn. 

Vi bruger tallene til at sikre, at du hverken betaler for meget eller for lidt i skat. Udbetaling Danmark bruger tallene på din forskudsopgørelse til at beregne din pension. 
Ved at holde forskudsopgørelsen opdateret og se frem mod det kommende år undgår du at få udbetalt en for høj pension, som senere skal betales tilbage. Du undgår også at blive overrasket af en restskat senere.

Du skal både tjekke, at din forskudsopgørelse er korrekt på det tidspunkt, du går på pension eller efterløn og i slutningen af november det efterfølgende år (det kommende års forskudsopgørelse).
Her på siden finder du hjælp til at rette den og til at tjekke forskellige fradrag.

Modtager din ægtefælle eller samlever social pension, fx folkepension, skal du først ændre din forskudsopgørelse på dagen, hvor du går på pension. Det giver den mest præcise beregning af begge jeres pensioner.



Hvis du får pensioner og lønindkomst udbetalt flere steder fra, skal du sikre dig, at kun ét af dem bruger dit hovedkort (fx Udbetaling Danmark eller dit pensionsselskab). Du skal selv give udbetalerne besked på, om de skal bruge dit hovedkort eller dit bikort.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Pensions-, forsikrings- og opsparingsordninger mv.