Aktiesparekonto
Det skal du vide, når du har en aktiesparekonto
Siden 2019 har det været muligt at indskyde penge på en aktiesparekonto. Aktiesparekontoen er med til at gøre det nemmere og mere økonomisk attraktivt at investere i aktier. Det er nemmere, fordi du ikke selv skal opgøre og oplyse om dit afkast på årsopgørelsen. Dit pengeinstitut opgør afkast og indbetaler skatten på dine vegne.
Det er økonomisk attraktivt, fordi afkastet på aktiesparekontoen beskattes med 17%, hvor aktieindkomst på din årsopgørelse beskattes med mindst 27%.
Du kan her læse om, hvad du skal være opmærksom på som ejer af en aktiesparekonto.
Kun personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan oprette en aktiesparekonto i Danmark. Når man har fast bopæl i Danmark, er man som udgangspunkt fuldt skattepligtig til Danmark. Børn under 18 kan også eje en aktiesparekonto, og barnets aktiesparekonto beskattes uafhængigt af forældrene.
Du kan ikke eje en aktiesparekonto sammen med andre, heller ikke sammen med en ægtefælle. En aktiesparekonto kan kun have én ejer.
Har du oprettet en aktiesparekonto, mens du er bosiddende i Danmark og bliver begrænset skattepligtig, fordi du flytter til udlandet, kan du beholde aktiesparekontoen, men du kan ikke foretage nye indskud på kontoen.
Virksomheder og selskaber kan ikke oprette en aktiesparekonto.
Du må kun eje én aktiesparekonto.
Har du allerede en aktiesparekonto, skal denne lukkes, inden du må oprette en ny aktiesparekonto. Ønsker dit nye pengeinstitut dokumentation for, at din tidligere aktiesparekonto i et andet pengeinstitut er lukket, skal du have dokumentation fra det pengeinstitut, hvor du havde din tidligere aktiesparekonto.
Hvis du har oprettet flere aktiesparekonti, er det den første aktiesparekonto, du har oprettet, der er gyldig, og det er kun den først oprettede aktiesparekonto, du kan få skattefordel af.
Har du oprettet en aktiesparekonto, der ikke er gyldig, skal du kontakte dit pengeinstitut og få den ugyldige aktiesparekonto ændret til et almindeligt depot og en almindelige konto.
Du har dog mulighed for at anmode Skattestyrelsen om tilladelse til, at en senere oprettet aktiesparekonto anses for den gyldige i stedet for den først oprettede aktiesparekonto. Det er en betingelse, at den senere oprettede aktiesparekonto er oprettet den 1. januar 2022 eller derefter, og det er også en betingelse, at du ikke har foretaget indskud på den først oprettede aktiesparekonto.
Du skal indsende din anmodning skriftligt – enten digitalt eller som almindeligt brev.
Sådan kan du indsende din anmodning digitalt:
- Log på skat.dk/borger
- Vælg "Kontakt"
- Vælg "Skriv til os"
- Vælg ”Indkomst og fradrag”
- Vælg ”Indkomst og fradrag 2024 (Forskudsopgørelse)
- Vælg ”Aktier, værdipapirer, bitcoins og kryptovaluta”
- Start din besked med overskriften ”Dobbeltoprettede aktiesparekonti”, skriv beskeden (anmodningen) og vedhæft eventuelle bilag
- Klik på "Send"
Du kan også sende din anmodning som almindeligt brev, der adresseres til Skattestyrelsen, Persondata 8, Nykøbingvej 76, Bygning 45, 4990 Sakskøbing.
I anmodningen skal du, for hver af de aktiesparekonti du har, oplyse følgende:
- Hvilket pengeinstitut aktiesparekontoen er oprettet hos
- Aftalenummer/kontonummer på aktiesparekontoen
- Oprettelsesdato for aktiesparekontoen
- Hvilke indskud der er foretaget på aktiesparekontoen. Indskud kan være i form af kontanter og/eller værdipapirer.
Hvis en anden indsender anmodningen på dine vegne, skal denne have en fuldmagt fra dig, som skal vedlægges anmodningen.
Hvis du skifter pengeinstitut, er det muligt at overføre din aktiesparekonto til det nye pengeinstitut. Det er en forudsætning, at der er indgået en aftale mellem dig, som ejer af aktiesparekontoen, det afgivende pengeinstitut og det modtagende pengeinstitut.
Er der indgået aftale om, at aktiesparekontoen overføres til det nye pengeinstitut, udløser det ingen beskatning, og et eventuelt tab kan overføres til den fortsættende aktiesparekonto.
Loftet for indskud på aktiesparekontoen er 135.900 kr. pr. den 1. januar 2024 (106.600 i 2023).
Du kan altid sælge værdipapirer og hæve indeståender på aktiesparekontoen, men du skal være opmærksom på indskudsloftet, hvis du vil indskyde og investere på aktiesparekontoen igen.
Indskudsloftet gælder den enkelte aktiesparekontoejer, og en ægtefælle kan ikke foretage indskud over indskudsloftet, selvom den anden ægtefælle ikke har udnyttet indskudsloftet.
Når du skal vurdere, om du i 2024 kan indskyde mere på din aktiesparekonto uden at overstige indskudsloftet, skal du tage udgangspunkt i kursværdien den 31. december 2023. Hvis kursværdien den 31. december 2023 er mindre end 135.900 kr., kan du i 2024 indskyde forskellen mellem 135.900 kr. og kursværdien den 31. december 2023.
Eksempel
Pr. den 31. december 2023 udgør den samlede værdi af de aktiver (værdipapirer og kontanter), du har på din aktiesparekonto, 105.000 kr. I 2024 kan du indskyde op til 30.900 kr. (135.900 – 105.000).
Indskudsloftet er grænsen for dine nettoindskud. Det betyder, at hvis du hæver et beløb, kan du indskyde beløbet igen indenfor samme år. I eksemplet ovenfor, hvor du har mulighed for at indskyde 30.900 kr. i 2024, kan du eksempelvis indskyde 30.900 i januar måned 2024. Hvis du så hæver 50.000 på aktiesparekontoen i marts måned, kan du indskyde de 50.000 kr. igen inden årets udgang:
Indskud januar | 30.900 kr. |
Hævning marts | - 50.000 kr. |
Indskud december |
+ 50.000 kr. |
Årets nettoindskud | = 30.900 kr. |
Eksempel
Pr. den 31. december 2023 udgør den samlede værdi af de aktiver (værdipapirer og kontanter), du har på din aktiesparekonto, 140.000 kr. Der kan derfor ikke foretages indskud på aktiesparekontoen, da grænsen på de 135.900 kr. allerede er nået.
Hævning januar | 4.000 kr. |
I den situation kan de 4.000 kr. ikke indskydes igen, da værdien efter hævningen fortsat ligger over loftet på de 135.900 kr. (140.000 - 4.000 = 136.000).
Hævning januar | 10.000 kr. |
Hvis der hæves 10.000 kr. (i stedet for de 4.000 kr.), kommer den beregnede værdi ned på 130.000 kr., og der er plads til at indskyde 5.900 kr. igen. (135.900 - 130.000).
Du kan altid foretage indskud til betaling af skatten. Det gælder også, selvom du med indskuddet til betalingen af skatten kommer over indskudsloftet. Du behøver derfor ikke at sælge værdipapirer på aktiesparekontoen for at komme under indskudsloftet, når skatten skal betales. Indskud til betaling af skatten skal foretages i det kalenderår, hvor skatten forfalder til betaling. Du vil modtage oplysning fra dit pengeinstitut om, hvor meget du skal betale i skat.
Kommer du til at indskyde for meget på din aktiesparekonto, skal du udlodde (hæve) det overskydende beløb igen, så snart du opdager fejlen. Der vil blive pålagt en afgift på 3% hvert år af det overskydende beløb.
Hvis dine værdipapirer stiger til en værdi over indskudsloftet, behøver du ikke at gøre noget, men du kan ikke foretage yderligere indskud. Hvis du fx har købt aktier for 100.000 kr. i 2022, og værdien er steget til 150.000 kr. den 31. december 2023, kan du ikke indskyde mere i 2024, men du behøver ikke at sælge aktier for at undgå afgiften på de 3%.
Pengeinstituttet beregner og indbetaler afgiften automatisk via din aktiesparekonto.
Indskudsloftet har tidligere været
Indskudsloft | Periode |
---|---|
135.900 kr. |
1. januar - 31. december 2024 |
106.600 kr. |
1. januar - 31. december 2023 |
103.500 kr. |
1. januar - 31. december 2022 |
102.300 kr. | 1. januar - 31. december 2021 |
100.000 kr. | 1. juli - 31. december 2020 |
51.100 kr. |
1. januar - 30. juni 2020 |
50.000 kr. |
1. januar - 31. december 2019 |
På din aktiesparekonto, kan du investere i aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked eller multilaterale handelsfaciliteter og investeringsbeviser i minimumsbeskattede investeringsinstitutter, hvor mindst 50% af aktiverne består af aktier.
Fra 1. januar 2020 kan du også investere i de aktiebaserede investeringsselskaber, som har registreret sig hos Skattestyrelsen.
Det gælder dog kun, hvis:
- De aktier og anparter, der står på listen, er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, eller
- De investeringsbeviser, der står på listen, er omsættelige.
Du finder den aktuelle liste over aktiebaserede investeringsselskaber på siden Beviser og aktier i investeringsforeninger og selskaber (IFPA).
Hvis du ved en fejl køber aktiver, som ikke må indgå på aktiesparekontoen, så anses aktiverne for aldrig at have indgået på aktiesparekontoen. Aktiverne vil dermed blive taget ud af aktiesparekontoen med tilbagevirkende kraft fra erhvervelsestidspunktet og anses for erhvervet uden for aktiesparekontoen. Konsekvensen er, at du skal oplyse gevinst og tab på disse aktiver på årsopgørelsen.
Du beskattes med 17 % af afkastet på aktiesparekontoen. Afkastet opgøres efter lagerprincippet ved årets udgang. Lagerbeskatningen betyder, at der betales skat af forskellen mellem værdien af alle aktiver (værdipapirer, kontantbeholdning og årets udbytter) ved årets slutning og værdien af alle aktiver (værdipapirer og kontantbeholdning) ved årets begyndelse. Alle indskud i året lægges til primoværdien (for at de ikke blive beskattet). Alle udlodninger (hævninger) i året fratrækkes primoværdien (de skal indgå i beskatningsgrundlaget).
Der kan henvises til eksempler på opgørelse af beskatningsgrundlag i forarbejderne til § 13 i forslag til aktiesparekontoloven L26, samling 2018-19, Forslag til Aktiesparekontolov (retsinformation.dk).
Gevinst eller tab på aktiesparekontoen beskattes ikke på din årsopgørelse. Det er dit pengeinstitut, der opgør årets afkast og beregner og indbetaler skatten på dine vegne.
Pengeinstituttet underretter dig om årets afkast, og den skat der skal betales. Pengeinstituttet hæver til betaling af skatten på din aktiesparekonto.
Årets beskatningsgrundlag kan være positivt eller negativt.
Hvis beskatningsgrundlaget er negativt (du har haft tab på din investering i året), opgør pengeinstituttet en negativ skat, som fremføres til fradrag i aktiesparekontoskat for efterfølgende kalenderår. Fradraget skal ske i det tidligst mulige kalenderår, hvor der igen er positivt afkast på aktiesparekontoen til beskatning.
Hvis en aktiesparekonto lukkes med en uudnyttet negativ skat, så mistes muligheden for at bruge denne negative skat senere. Den går tabt og kan ikke anvendes til fradrag i skat på en senere nyoprettet aktiesparekonto.
Dit pengeinstitut skal senest 8 uger efter betaling af skat og eventuel afgift af aktiesparekontoen underrette dig om det beskatningsgrundlag, skat og evt. afgiftsgrundlag og afgift, de har opgjort for din aktiesparekonto.
Hvis du vil klage over den aktiesparekontoskat og/eller -afgift, eller det beskatnings- og afgiftsgrundlag, som dit pengeinstitut har opgjort og indberettet, kan du klage til Landsskatteretten.
Træffer Skattestyrelsen en afgørelse vedrørende din aktiesparekonto, kan du klage over afgørelsen.
Klagen skal være indsendt senest 3 måneder efter modtagelsen af underretningen fra pengeinstituttet eller afgørelsen fra skatteforvaltningen.
Når du indsender din klage, skal du vedlægge:
- Din begrundelse for klagen, herunder på hvilke punkter du mener, at skatten eller afgiften er opgjort forkert.
- Den afgørelse eller underretning som du klager over.
- Pengeinstituttets eventuelle kommentarer til din begrundelse.
- Andre dokumenter der underbygger din klage.
På skatteankestyrelsen.dk kan du læse mere om, hvordan man klager.
Hvis du har oprettet en form for aktiesparekonto i udlandet, vil den ikke være omfattet af de danske skatteregler. En sådan konto vil blive anset for at være et frit depot efter danske skatteregler.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Aktiesparekonto