Du udlejer dit sommerhus/fritidsbolig
Du skal betale skat af en del af dine indtægter, når du udlejer dit sommerhus/fritidsbolig. Du kan vælge mellem et fast bundfradrag eller et regnskabsmæssigt fradrag.
Bemærk, at denne side kun vedrører skatteregler ved udlejning af sommerhus/fritidsbolig. Læs om udlejningsreglerne efter Sommerhusloven (planinfo.dk).
Beregn din skattepligtige indtægt (når du bruger bundfradrag)
Når du udlejer dit sommerhus/fritidsbolig, kan du vælge et fast bundfradrag. Størrelsen på bundfradraget afhænger af, hvordan du udlejer:
- De første 13.100 kr. pr. sommerhus/fritidsbolig i 2025 (12.700 kr. i 2024) er skattefrie, hvis du lejer ud privat.
- De første 47.900 kr. pr. sommerhus/fritidsbolig i 2025 (46.100 kr. i 2024) er skattefrie, hvis du lejer ud gennem et udlejningsbureau/platform, der indberetter dine indtægter til os.
Du skal betale skat af 60 % af din indtægt udover det.
Du får ikke fradrag for dine faktiske udgifter. Det vil sige udgifter, du har haft i forbindelse med udlejningen. Du får dog fuldt bundfradrag, selv om du køber eller sælger boligen i løbet af året.
Eksempel (bundfradragssats fra 2024) på privat udlejning
Lejeindtægt inkl. el, varme og vand: | 33.800 kr. |
Bundfradrag: | -12.700 kr. |
Indtægt udover bundfradrag: | 21.100 kr. |
Skattepligtig indtægt (60 % af 21.100 kr.): | I alt 12.660 kr. |
Skriv den skattepligtige indtægt på din årsopgørelse i rubrik 37 og på din forskudsopgørelse i felt 218.
Hvis du vælger et regnskabsmæssigt fradrag skal du betale skat af lejeindtægten fratrukket dine faktiske udgifter. Indtægten er kapitalindkomst.
- Skriv indtægten fratrukket dine udgifter på din årsopgørelse i rubrik 37 og på din forskudsopgørelse i felt 218.
- Sørg også for at lave en opgørelse over lejeindtægter og udgifter. Du skal kunne fremvise en kvittering på de ting, du trækker fra, hvis vi beder om det.
- Hvis du har valgt regnskabsmæssigt fradrag, kan du ikke skifte til metoden med bundfradrag.
Indtægter:
Lejeindtægten er det samlede beløb, du modtager i leje, inklusive lejers betaling for eksempelvis el, vand og varme.
Udgifter:
Du får fradrag for udgifter, du har i den periode, du udlejer boligen.
- Udgifter, direkte forbundet med udlejningen, fx annonceudgifter.
- El, vand, varme.
- Vedligeholdelsesudgifter og afskrivning på inventar (dog ikke hårde hvidevarer).
Du kan ikke fratrække udgifter til vedligeholdelse af selve ejendommen.
Fradrag for grundskyld (ejendomsskat)
Du kan fratrække grundskyld for de uger, hvor du lejer ud. Der er 52 uger på et år, så har du fx lejet ud i fire uger, kan du trække 4/52 af din grundskyld fra som en udgift.
Nedslag i ejendomsværdiskat
Du skal ikke betale ejendomsværdiskat for den tid, hvor boligen er udlejet. Du får nedslaget ved at skrive på din årsopgørelse, hvor længe du udlejer.
Eksempel: udlejning i 8 uger
Lejeindtægt inkl. el, varme og vand: | 33.600 kr. |
Udgifter til el, varme og vand i udlejningsperioden: | -3.600 kr. |
Forholdsmæssig andel af indboforsikring (8/52): | -1.000 kr. |
Forholdsmæssig andel af afskrivninger på inventar (8/52): | -1.000 kr. |
Forholdsmæssig andel af udgifter til vedligeholdelse af inventar (8/52): | -1.000 kr. |
Forholdsmæssig andel af grundskyld (8/52): | -2.000 kr. |
Annonceudgifter: | -3.000 kr. |
Lejeindtægt, der skal oplyses | 22.000 kr. |
Når du udlejer et sommerhus/fritidsbolig i Danmark gennem et udlejningsbureau/platform, som indberetter dine indtægter til os, får du automatisk bundfradrag.
Bundfradraget er på 47.900 kr. i 2025 (46.100 kr. i 2024).
- Står du selv for afregning af el, varme, vand, slutrengøring osv., skal du lægge det til beløbet i rubrik 37 på din årsopgørelse og i felt 218 på din forskudsopgørelse.
- Ejer du boligen sammen med andre, fordeler vi lejeindtægten og bundfradraget mellem jer efter ejerforhold.
- Har du kun ejet sommerhuset en del af året, skal du selv oplyse det skattepligtige beløb i rubrik 37/felt 218.
- Vil du i stedet bruge metoden med regnskabsmæssigt fradrag, skal du skrive din indtægt fratrukket dine faktiske udgifter i rubrik 37 på din årsopgørelse og i felt 218 på din forskudsopgørelse.
Sommerhus beliggende i udlandet
Fra og med 2023 skal indberetning af sommerhusudlejning foretages på ejendommens BFE-nummer. Udenlandske ejendomme har ikke et BFE-nummer.
Hvis du udlejer et sommerhus i udlandet, skal du derfor selv beregne din skattepligtige indtægt og skrive beløbet i rubrik 37 på årsopgørelsen.
Når udlejningsbureauet/platformen indberetter til Skattestyrelsen uden BFE-nummer, har du stadig ret til at anvende sommerhusbundfradraget, selvom vi ikke kan beregne det automatisk.
Beregn din skattepligtige indtægt (når du bruger bundfradrag)
Ny lov medfører, at dit udlejningsbureau/platform skal bruge dine personoplysninger
Hvis du udlejer dit sommerhus via en digital platform (en hjemmeside eller app), kan du opleve, at det udlejningsbureau, der ejer platformen, kontakter dig for at få dit fulde navn, dit cpr-nummer, din bopælsadresse og andre personoplysninger.
Ved sommerhusudlejning vil udlejningsbureauet/platformen endvidere bede om ejendommens BFE-nummer. Det er frivilligt, om du vil oplyse dette, men vil være nødvendigt for at kunne fortrykke en skattepligtig indkomst på din årsopgørelse.
Udlejningsbureauer/platforme skal fremover indberette oplysninger om deres brugere til os
Et nyt EU-direktiv (DAC7), der trådte i kraft 1. januar 2023, pålægger digitale platformsoperatører (udlejningsbureauer, der stiller en hjemmeside til rådighed for udlejere) at indberette nye oplysninger om deres brugere (udlejerne) til os.
Oplysningerne skal gøre det muligt for europæiske skattemyndigheder at identificere platformenes brugere og at få indblik i de beløb, brugerne tjener via platformene.
Hvis udlejningsbureauet/platformen ikke får dine personoplysninger
Hvis udlejningsbureauet/platformen ikke får dine personoplysninger, kan de blive pålagt at stoppe udbetalingerne til din konto.
Hvis du udlejer privat ved siden af udlejningsbureauet/platformen, skal du betale skat af 60 procent af indtægten fra den private udlejning.
Hvis din indtægt fra udlejningsbureauets/platformens udlejning er mindre end bundfradraget ved privat udlejning på 13.100 kr. i 2025 (12.700 kr. i 2024), kan du trække resten af bundfradraget fra den private udlejning, inden du udregner din skattepligtige indtægt.
Skriv din skattepligtige indtægt i rubrik 37 på din årsopgørelse og i felt 218 på din forskudsopgørelse.
Hvis du kun har ejet sommerhuset en del af året, skal du selv oplyse det skattepligtige beløb i rubrik 37/felt 218.
Eksempel (bundfradragssats fra 2024): Bureauet/platformen har lejet ud for mindre end 12.700 kr.
Lejeindtægt fra bureau inkl. el, vand og varme: | 5.200 kr. |
Ikke udnyttet bundfradrag: 12.700 kr. - 5.200 kr. = | 7.500 kr. |
Lejeindtægt fra privat udlejning inkl. el, vand og varme: | 10.000 kr. |
Privat indtægt fratrukket resterende bundfradrag: 10.000 kr. - 7.500 kr. = | 2.500 kr. |
Skattepligtig indtægt: 60 % af 2.500 kr. = | I alt 1.500 kr. |
Eksempel: Bureauet/platformen har lejet ud for mere end 12.700 kr.
Lejeindtægt fra udlejningsbureau/platform inkl. el, vand og varme: | 15.000 kr. |
Lejeindtægt fra privat udlejning inkl. el, vand og varme: | 10.000 kr. |
Skattepligtig indtægt: 10.000 kr. x 60 % = | I alt 6.000 kr. |
Bruger du kun dit sommerhus/fritidsbolig til udlejning, er der tale om erhvervsmæssig udlejning. Erhvervsmæssig udlejning af sommerhus/fritidsbolig kræver tilladelse fra Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen giver normalt ikke en sådan tilladelse.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Udlejning af sommerhus