Når du stopper med at få SU eller skoleydelse
Ret din forskudsopgørelse, når du stopper med at få SU eller skoleydelse.
Når du begynder at få en anden indkomst, efter du er færdig med at studere, er det vigtigt, at du retter din forskudsopgørelse og dit skattekort. Så får du det rette beløb udbetalt. Måske har du opbrugt dit frikort, mens du studerede, og derfor skal du som færdiguddannet have et hovedkort. Det får du, hvis du retter din forskudsopgørelse – så følg tringuiden her på siden.
SU er forudbetalt. Hvis du har brugt dit hovedkort på din SU for fx juni, kan du først bruge hovedkortet til en anden udbetaler fra den 1. juli. Skoleydelse er derimod bagudbetalt.
Sådan retter du forskudsopgørelsen:
- Log på TastSelv Borger
- Vælg Forskudsopgørelsen
- Stopper du med at få skoleydelse, skal du rette beløbet i feltet Kontanthjælp, delpension og orlovs-/fleks-/ledighedsydelse, flekslønstilskud m.m. (216). Du skal skrive det beløb, du har fået i skoleydelse i år, inden der er betalt skat af beløbet.
- Stopper du med at få SU, får vi besked fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, og feltet bliver automatisk rettet, når du klikker Beregn nederst på Forskudsopgørelsen (Se punkt 7). Hvis du alligevel selv vil ændre, skal du ændre beløbet i feltet Stipendier fra SU (306). Du skal skrive det beløb, du har fået i SU i år, inden der er betalt skat af beløbet.
- Gå til Oftest tilføjede felter, vælg Nyt job og udfyld det felt, der er relevant for dig. Beløbene skal være inden, der er betalt skat.
- Har du fået job, skal du skrive det beløb, du regner med at få i løn resten af året i feltet Lønindkomst mv. (201). Vælg spørgsmålstegnet ud for feltet for at få mere information om feltet.
- Får du dagpenge, skal du skrive det beløb, du regner med at få udbetalt resten af året i feltet Sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge (304).
- Får du kontanthjælp, skal du skrive det beløb, du regner med at få udbetalt resten af året i feltet Kontanthjælp, delpension, orlovs-/fleks-/ledighedsydelse, flekslønstilskud m.m. (216).
- Hvis du allerede har indkomst stående i et af felterne, skal du tjekke, at beløbene viser den indkomst, du forventer for hele året.
- Husk, at beløbene skal vise din forventede indkomst for året inden skat.
- Har du allerede fået SU/skoleydelse eller løn i løbet af året, skal du tjekke, at de korrekte beløb står i din forskudsopgørelse. Beløbene skal være inden, der er betalt skat.
- Gå til Oftest tilføjede felter og vælg Indkomst og betalt skat indtil ændring.
- Ud for felterne finder du tre lommeregnere. Lommeregnerne giver dig en samlet oversigt over din indkomst og betalt A-skat, som vi har registreret om dig indtil nu. Klik på en af lommeregnerne og tjek, at tallene er korrekte. Har du ikke fået løn, SU eller skoleydelse og ikke betalt A-skat i en eller flere måneder, skal du skrive "0" i de relevante felter i den måned.
- Tryk på Overfør nederst i venstre hjørne.
- Vælg Beregn nederst på siden og tjek, at du har skrevet rigtigt.
- Vælg Godkend.
Har du andre spørgsmål, så kontakt Skattestyrelsen