Miljø- og energiafgifter
Der gælder særlige regler inden for landbrug, industri og håndværk, og der er derfor en række miljø- og energiafgifter, din virksomhed skal være opmærksom på. Det er fx afgifter på emballage, spildevand, affald og bekæmpelsesmidler.
Du registrerer din virksomhed for miljø- og energiafgifter via virk.dk.
Læs mere om registrering for punktafgifter.
Se de aktuelle afgiftssatser på Satser og beløbsgrænser i lovgivningen (skm.dk).
Udledningen af NOx sker ved alle typer af forbrænding, når luftens kvælstof reagerer med ilt under forbrændingen. Afgiften betales efter måling af udledningen eller på baggrund af brændselstype.
Om din virksomhed skal betale afgift efter måling eller brændselstype afhænger af din virksomhedsform og brændselstype. Krav om måling gælder fx større forbrændingsanlæg. Brændselstyper dækker blandt andet dieselolie, benzin, biogas og kul.
Pligten til registrering omfatter følgende:
- Virksomheder, der har pligt til at måle sin udledning.
- Virksomheder, der frivilligt måler sin udledning.
- Virksomheder, der udvinder, fremstiller eller modtager fra udlandet brændslerne i punkt 1-16 i denne liste: E.A.7.20.4 Virksomheder omfattet af reglerne (Den juridiske vejledning).
- Virksomheder med forbrænding af brændsler i punkt 17-20 i denne liste, hvis virksomheden anlæg har en indfyret effekt på over 1000 kW: E.A.7.20.4 Virksomheder omfattet af reglerne (Den juridiske vejledning).
- Virksomheden leverer naturgas (gælder gasnetsvirksomheder).
Herudover kan din virksomhed vælge at lade sig registrere, hvis virksomheden afsætter, oplagrer eller forbrænder brændslerne, der indgår i et af punkterne 1-10 samt 13-16 i denne liste E.A.7.20.4 Virksomheder omfattet af reglerne (Den juridiske vejledning). Virksomheden skal i den forbindelse leve op til en af følgende:
- Er registreret efter gasafgiftslovens § 3 stk. 1, 3, eller 5 (fx decentrale kraftvarmeværk og virksomheder med et forbrug over 75.000 m3 gas på samme lokalitet.
- Råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 m3 til opbevaring af fx dieselolie eller andre varer omfattet af mineralolieafgiftsloven.
- Råder over en lagerkapacitet på mindst 1.000 t til opbevaring af fx kul eller andre varer omfattet af kulafgiftsloven.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Kvælstofafgiftslove (NOx) (skm.dk)
Læs nærmere om registreringsreglerne, og om hvilke virksomheder, der er omfattet, i Den juridiske vejledning: E.A.7.20.4 Virksomheder omfattet af reglerne.
Registrer din virksomhed via blanket 23.035: Registreringsanmeldelse - Afgift af kvælstofoxider.
Din virksomhed skal betale svovlafgift på brændsler og andre energiprodukter. Det er fx relevant for kraftvarmeværker, fabrikker/produktion og lignende. Det gælder varer som mineralolieprodukter, halm, affald, kul mv., og afgiften betales på alle produkter, der har et svovlindhold på over 0,05 %. I praksis betyder det, at varer som benzin og diesel med nedbragt svovlindhold er fritaget for svovlafgift.
Ved svovl forstås både svovl og svovldioxid (SO2).
Som hovedregel betales der svovlafgift ud fra en fastsat afgift pr. kg. svovl beregnet ud fra den forventede mængde udledt svovl. Som undtagelse til denne regel har kraftværker og lignende virksomheder, der har mulighed for at fastsætte svovlmålere på deres produktionsanlæg, mulighed for at lave en aftale med Skattestyrelsen om at betale ud fra den målte udledning. Denne undtagelse er særligt relevant for virksomheder, der har investeret i anlæg, der begrænser svovludledning.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Svovlafgiftsloven (skm.dk).
Se hvilke varer, der er omfattet af reglerne i Den juridiske vejledning E.A.7.11.4.1 Varer omfattet af reglerne.
Registrer din virksomhed for afgiften via blanket 23.019: Registreringsanmeldelse - Afgift af svovl.
Der skal betales afgift for spildevand fra huse og industri, der udledes til søer, vandløb, havet eller nedsivning på marker eller lignende. Det er kommuner og renseanlæg, der opkræver afgiften hos forbrugeren og afregner med Skattestyrelsen.
Registreringspligten ligger hos renseanlæg med mere end én tilknyttet ejendom. Enkeltstående ejendomme, der står uden for det almindelige kloaknet, skal ikke registreres for afgiften, men skal betale via kommunen.
Formålet med afgiften er at mindske udledningen af forurenende stoffer som fx fosfor, og afgiftens størrelse afhænger derfor af indholdet af disse stoffer i det udledte vand. Satsen kan enten beregnes efter standardsatser (forventet indhold), konstant målt indhold eller en anmeldt maksimumudledning. De sidste to muligheder kræver aktiv måling af virksomheden/ejendommen.
Læs nærmere om reglerne for målinger i Den juridiske vejledning E.A.7.13.5 Opgørelse af koncentrationen af afgiftspligtige stoffer.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Spildevandsafgiftsloven (skm.dk).
Registrer din virksomhed via blanket 24.030: Registreringsanmeldelse - Afgift af spildevand.
Din virksomhed skal registreres for affaldsafgift, hvis virksomheden modtager affald til deponering, som er omfattet af en kommunal indsamlingsordning eller en kommunal anvisningspligt.
Med affald menes materiale, som indehaveren skiller sig af med, eller er forpligtet til at skille sig af med. Deponering betyder en længerevarende opbevaring af affald, der ikke egner sig til genanvendelse eller forbrænding.
Læs mere om affald omfattet af reglerne i Den juridiske vejledning: E.A.7.3.3 Affald omfattet af reglerne.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Affalds- og råstofsafgiftsloven (skm.dk).
Der skal betales miljøbidrag på biler. Bidraget betales af ejeren, men opkræves af det forsikringsselskab, der står for den lovpligtige ansvarsforsikring på bilen.
Miljøbidraget betales for to biltyper:
- Biler, der er indrettet til transport af op til 9 personer (såkaldt personbil M1)
- Biler beregnet til godstransport og som har en totalvægt på maksimum 3500 kg (såkaldt varebil N1)
Motorkøretøjer, der er omfattet af reglerne for selvforsikrede køretøjer, er undtaget miljøbidraget.
Se den gældende bidragssats i Den juridiske vejleding, afsnit E.A.7.18.5 Bidragets størrelse og beregning.
Din virksomhed skal betale afgift af vand, som bliver ført gennem ledningsnet fra vandværker eller lokale boringer/brønde, dvs. ledningsført vand, der bliver brugt her i landet. Afgiften har til formål at tilskynde virksomheder til at spare på vandet.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Vandafgiftsloven (skm.dk).
Afgiften på emballage omfatter både en afgift på visse drikkevareemballager (volumenbaseret stykafgift) og en afgift på bæreposer og engangsservice (vægtbaseret afgift).
Det er typisk importører og grossister, der skal betale emballageafgiften. Formålet med afgiften er at nedbringe mængden af emballageaffald.
Bemærk, at der er en bagatelgrænse på 10.000 kr. årligt. Det vil sige, at virksomheder kan undlade at indbetale afgift, hvis emballageafgiften på varerne ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige bagatelgrænse følger virksomhedens regnskabsår.
Virksomheder og organisationer, der lejlighedsvist køber punktafgiftspligtige varer fra udlandet uden afgift, og som ikke samtidig er registreret som oplagshaver eller varemodtager for afgiften på emballage, skal på forhånd indberette købet til Skattestyrelsen og betale afgiften, inden varen forlader sælgeren.
Læs mere om Afgifter ved handel med EU-lande og Afgifter ved handel med lande uden for EU
Din virksomhed skal betale afgift af råstoffer, som enten udvindes eller importeres. Ved råstoffer forstås jord- og bjergarter udvundet på land eller til havs. Det er fx sand, sten, spagnum og kalk.
Se en fuld liste over råstofferne i Den juridiske vejledning E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne.
Du skal betale et gebyr for dæk i Danmark. Det gælder både nyproducerede og regummirerede dæk (ny gummi på gamle dæk), og reglerne gælder, uanset om dækkene er importerede eller produceret her i landet.
Gebyrsatserne er afhængige af dækkets belastningsindeks og størrelse. Dækgebyr indberettes og betales kvartalsvis af producenten/importøren. Se hvordan gebyret beregnes i Den juridiske vejledning E.A.7.6.5 Gebyrets størrelse og beregning.
Gebyrsatser
Nr. | Beskrivelse | Gebyrsats fra 1. januar 2024 |
---|---|---|
Nr.1 | For dæk med et belastningsindeks mindre end eller lig med 123 til anvendelse på motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer hertil, samt dæk med fælgdiameter mindre end eller lig med 10 tommer | 12,53 kr. |
Nr.2 | For regummierede dæk med dimensioner og belastningsindeks som angivet i nr. 1 |
12,53 kr. |
Nr. 3 | For dæk med belastningsindeks på mere end 123 til anvendelse på motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer hertil, samt dæk med fælgdiameter større end 10 og mindre end 19,5 tommer, som ikke er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1. |
29,23 kr. |
Nr. 4 | For regummierede dæk med dimensioner og belastningsindeks som angivet i nr. 3 | 29,23 kr. |
Nr. 5 | For dæk til anvendelse på motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer hertil, som ikke er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1 og med fælgdiameter større end eller lig med 19,5 og mindre end 24 tommer |
87,70 kr. |
Nr. 6 | For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 5 | 87,70 kr. |
Nr. 7 |
For dæk til anvendelse på motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer hertil, som ikke er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1, og med fælgdiameter større end eller lig med 24 tommer |
261,00 kr |
Nr. 8 | For regummierede dæk med dimensioner som angivet i nr. 7 | 261,00 kr. |
Læs mere om reglerne for gebyret i Den juridiske vejledning E.A.7.6 Dæk.
Registrer din virksomhed via blanket 24.018: Registreringsanmeldelse - Gebyr af dæk.
Afgifter på bekæmpelsesmidler dækker afgifter på de godkendte pesticider og biocider, der bruges i Danmark. Pesticider dækker de produkter, der typisk bruges i jordbrug for at beskytte mod svampe og ukrudt. Biocider gælder andre bekæmpelsesmidler, der ikke er til plantebeskyttelse. Det er fx træbeskyttelse, algemidler og rottemidler.
Registrerings- og betalingspligten ligger hos de virksomheder, der importerer og producerer bekæmpelsesmidler, som der skal betales afgift af.
Du kan se nærmere om hvilke midler, der er underlagt afgifterne i Den juridiske vejledning E.A.7.7.3 Bekæmpelsesmidler omfattet af reglerne.
Registrer din virksomhed via blanket 24.021: Registreringsanmeldelse - Afgift af bekæmpelsesmidler.
Afgiften betales enten af hele det afgiftspålagte produkt, eller som en såkaldt dækningsafgift, hvis der indgår et afgiftspålagt opløsningsmiddel i en vare, der ellers er afgiftsfri. I dette tilfælde vil man betale afgift ud fra den andel, den afgiftspålagde vare udgør, af den samlede vares vægt.
Registrerings- og betalingspligten ligger hos virksomheder, der importerer, producerer eller genanvender klorerede opløsningsmidler. Virksomheder, der importerer/producerer en mængde varer, der svarer til en afgift på maksimum 10.000 kr./år kan undlade at registrere sig. Vær opmærksom på, at din virksomhed altid skal kunne dokumentere, at beløbsgrænsen ikke overskrides.
Se en liste over klorerede opløsningsmidler og typiske varer med dækningsafgift i Den juridiske vejledning E.A.7.8.3 Klorerede opløsningsmidler omfattet af reglerne.
Registrer din virksomhed via blanket 24.023: Registreringsanmeldelse - Afgift af visse klorerede opløsningsmidler.
Der er afgift både på løse batterier og batterier indbygget i andre produkter, der ellers er afgiftsfri, fx genopladeligt håndværktøj.
Virksomheder, der producerer, oparbejder eller importerer NiCd-batterier, skal lade sig registrere for afgiften. Din virksomhed kan undlade at registrere sig, hvis afgiftsbeløbet ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Din virksomhed skal altid kunne dokumentere, at beløbsgrænsen ikke overskrides.
Se nærmere om afgiftens størrelse og beregning i Den juridiske vejledning E.A.7.9.5 Afgiftens størrelse og beregning.
Registrer din virksomhed via blanket 24.024: Registreringsanmeldelse - Gebyr af blyakkumulatorer og afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer.
Der er gebyr på bærbare batterier og akkumulatorer. Eksempelvis AA- og AAA-batterier, batterier der anvendes i mobiltelefoner, batteridrevet håndværktøj, legetøj og husholdningsapparater mv.
Virksomheder, der producerer eller importerer batterier, skal lade sig registrere for gebyret. Gebyret indberettes og betales én gang om året.
Se nærmere om afgiftens størrelse og beregning i Den juridiske vejledning E.A.7.10.5 Betalingens størrelse og beregning.
Registrer din virksomhed via blanket 24.054: Registreringsanmeldelse - betaling for bærbare batterier og akkumulatorer.
Din virksomhed skal betale afgift af de flourholdige gasser HFC, PFC og SF6, ligegyldigt hvordan de anvendes. Din virksomhed skal betale afgift af CFC, når stoffet bruges som indhold i visse varer, eller hvis det bruges i produktionen af disse varer. Det gælder fx køleskabe, div. køleanlæg og spraydåser. Afgiften gælder også forskellige kemiske forbindelser baseret på CFC.
Se en liste over hvilke afgiftspålagte varer og ydelser, stofferne bruges til, og hvilke kemiske sammensætninger, der er underlagt afgiftspligten i Den juridiske vejledningen E.A.7.12.3 CFC og industrielle drivhusgasser omfattet af reglerne.
Registrer din virksomhed for afgiften via blanket 24.041: Registreringsanmeldelse - Afgift af HFC, OFC og SF6 samt CFC.
I nogle situationer kan din virksomhed få afgiftsfritagelse og -godtgørelse. Det er typisk kun i situationer, hvor varerne anvendes på en måde, der ikke er nævnt i loven, og hvor virksomheden har søgt en bevilling hos Skattestyrelsen. Læs mere i Den juridiske vejledning E.A.7.12.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
Din virksomhed skal betale afgift af kvælstofindholdet (N) i kemiske- og mineralske gødninger samt organiske gødninger, hvor kvælstofindholdet er på 2 % eller derover. Se en liste over gødninger med afgift i Den juridiske vejledning E.A.7.14.2 Kvælstof omfattet af reglerne.
Virksomheder, der producerer eller importerer gødninger, skal lade sig registrere for afgiften. Dog kan din virksomhed undlade at registrere sig, hvis afgiftsbeløbet ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Din virksomhed skal altid kunne dokumentere, at beløbsgrænsen ikke overskrides.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Kvælstofafgiftsloven (skm.dk).
Registrer din virksomhed for afgiften via blanket 24.037: Registreringsanmeldelse - Afgift af kvælstof indeholdt i gødninger mm.
Din virksomhed skal betale afgift af visse varer, der indeholder pvc og ftalater. Afgiften betales også af varer, der ellers er undtaget afgiften, hvis mindst 10 % af varens vægt udgøres af elementer, der skal betales afgift af.
Pvc er en forkortelse for polyvinylklorid og anvendes i plastikindustrien. Ftalater er en fortegnelse for ’er estere af o-phthal-syre’, der er en samlebetegnelse for flere stoffer, der bruges til at blødgøre plastik.
Din virksomhed skal registreres for afgiften, hvis virksomheden producerer eller importerer afgiftspligtige varer. Du kan dog undlade at registrere din virksomhed, hvis virksomheden omsætter en mængde varer, der ikke overstiger 10.000 kr. i afgift om året. Virksomheden skal dog altid kunne dokumentere, at den ligger under beløbsgrænsen.
Se en oversigt over varer omfattet af afgiftsreglerne i Den juridiske vejledning E.A.7.17.3 Pvc og ftalater omfattet af reglerne.
Du finder den gældende sats for afgiften på siden Pvc-afgiftsloven (skm.dk).
Registrer din virksomhed for afgiften via blanket 24.042: Registreringsanmeldelse - Afgift af Pvc og ftalater.
Kontakt os, hvis du planlægger at købe/sælge mineralolie inden for EU eller uden for EU. Det kan du gøre via TastSelv Erhverv:
- Log på skat.dk/tastselverhverv
- Vælg menuen Kontakt > Skriv til os
- Vælg Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Lejlighedsvis køb af punktafgiftspligtige varer
- I feltet skriver du de relevante oplysninger
- Skriv dit telefonnummer, og vælg eventuelt, hvornår det bedst passer dig, hvis vi skal ringe til dig
- Du kan oplyse din mail i feltet "Tilføj ekstra mailadresse", så får du besked, når din sag er behandlet, eller hvis der mangler oplysninger
- Vælg Send
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at ringe til os.
Er din virksomhed ikke registreret for emballageafgift, skal du betale emballageafgift, hvis emballageafgiften udgør mere end 10.000 kr. inden for 12 måneder.
For momsregistrerede virksomheder er det som udgangspunkt muligt at opnå godtgørelse af visse energiafgifter.
Godtgørelse sker i praksis ved et fradrag på virksomhedens momsangivelse.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Punktafgifter