Gå til indhold

Lempelse af afgift af rumvarme

Hoteller og lignende virksomheders afgift for rumvarme lempes fra 1. januar 2024. Reglerne betyder, at der er en andel af dine afgifter til varme, du kan få godtgjort.

Afgiften er delt op i hhv. en procesafgift og en rumvarmeafgift. Tilsammen udgør de 100 procent af afgiften. Afgifter af de fossile brændsler (gas, kul og mineralolie), som anvendes til opvarmning eller nedkøling af værelser ifm. indkvartering af gæster, kan godtgøres for den del, der udgør rumvarme (86,47 pct. i 2024), men I vil forsat skulle betale procesafgift, som udgør de resterende 13,53 pct. 

Hvilket energiforbrug kan godtgøres

Ændringen dækker udelukkende den energi, der bruges ifm. indkvartering af gæster. Det vil sige den energi, der bruges på at opvarme eller køle værelser, levering af varmt vand til gæsterne og energi leveret fra udlejer af campingplads til lejerne.

Ordningen dækker kun virksomheder, der udlejer værelser for en kortere periode end en måned. Det betyder, at der ikke er regelændringer for situationer, hvor der udlejes til almindelig beboelse.

Hvilket energiforbrug kan ikke godtgøres

Reglen om lempelse omfatter ikke brændsler, der anvendes i forbindelse med tilhørende ydelser som bespisning, træningscenter, spafaciliteter, svømmehal, biograf m.v. Muligheden for lempelse omfatter heller ikke brændsler, som anvendes til opvarmning eller komfortkøling af fx gangarealer, trapper, elevatorer, reception, fællesarealer, parkeringskælder mv.

Sådan måler du

Målingen kan enten foretages ved at montere en måler, der kan måle det direkte forbrug til godtgørelsesberettiget rumvarme i udlejede arealer, eller man kan bruge en skematisk fordelingsregel, hvor arealet af værelser regnes som en andel af virksomhedens samlede opvarmede areal, og herfra beregnes det forholdsmæssige energiforbrug.

I begge tilfælde ganges den opgjorte andel (enten målingen af de direkte forbrug eller opgørelsen af arealet af værelser) med 1,2. Dette er for at tage hensyn til forbruget i gangarealer, lobby mv., som ikke måles direkte eller indgår som en del af den skematiske fordelingsregel. Vær særligt opmærksom på, at man ikke må medregne opvarmning af bassiner på over 3 m3, som er placeret på fællesarealer.

Eksempel beregnet fra den skematiske model:

Din hotelvirksomhed har brugt gas svarende til 1.000 kr. i gasafgift for en måned.

Det totale opvarmede areal af virksomheden er 500 kvm., og opvarmede værelser udgør 350 kvm.

Du finder det areal, hvor opvarmning godtgøres ved at dividere værelsernes areal med det samlede areal og gange med 100:

350/500*100= 70 pct.

Herefter ganges med faktoren 1,2, og man får nu 84 pct.

Nu tages 84 pct. af de 1.000 kr. afgift, og af disse kan 86,47 pct. (100-13,53) godtgøres:

86,47 pct. udgør den andel, der som nævnt i starten, kan godtgøres. De resterende 13,53 pct. udgør den processats, der ikke godtgøres.

0,84*1000*86,47=726,35 kr.

726,35 kr. kan således godtgøres ud af afgiften på dit gasforbrug på 1.000 kr.

Eksempel beregnet fra den skematiske model, hvor der tillige anvendes gas i komfur til madlavning:

Din hotelvirksomhed har forbrug af gas til madlavning og til opvarmning af udlejede værelser. Du har samlet brugt gas svarende til 2.000 kr. i gasafgift for en måned.

Du har målt forbruget af gas til madlavning til 190 m3 svarende til 500 kr. i gasafgift for måneden.

Du kan opnå følgende godtgørelse:

500*86,47 pct =432,35 kr. af forbruget til madlavning og

2.000-500= 1.500*84 pct.*86,47 pct. = 1.089,52 kr. til opvarmning af værelser.

Samlet godtgørelse 1.521,87 kr.

Du kan læse mere om opgørelsesmetoden i Den Juridiske Vejledning.

Kontakt

Har I spørgsmål, kan I kontakte Skattestyrelsen på 72 22 28 10. 

Love og regler

De nye regler om lempet rumvarmeafgift for hoteller og lignende virksomheder kan findes i lovbekendtgørelse nr. 1797 af 28/12/2023.

Loven kan også findes ved at gå ind på retsinformation.dk og søge efter lov nummer og år.

 

Venlig hilsen

 

Skattestyrelsen