Etablerings- og iværksætterkonto
Som lønmodtager kan du spare op til at starte din egen virksomhed på en etableringskonto eller iværksætterkonto i et pengeinstitut og trække indskuddene fra i skat.
Denne ordning er rettet mod dig, der ikke betaler topskat.
Indskud på en etableringskonto har en fradragsværdi på ca. 27 %, og når du hæver dit indskud, får du skattefradrag for en del af de udgifter eller investeringer, som du bruger pengene på. Skattefradraget afhænger af, hvilket år du har sat penge ind på din etableringskonto.
Du kan få fradrag for dine indskud for det indkomstår, hvor du har etableret din virksomhed og de efterfølgende 4 indkomstår.
Indskud, som du vil trække fra for 2023, skal du have indbetalt på kontoen i perioden fra 16. maj 2023 til 15. maj 2024. Der kan ikke dispenseres fra indskudsfristen, og fristen forlænges ikke på grund af helligdage eller andre lukkedage.
Du får dit fradrag ved at skrive det samlede indskud på din årsopgørelse eller på dit oplysningsskema (det der tidligere hed selvangivelsen) i rubrik 57.
De øvrige praktiske detaljer kan du tale med dit pengeinstitut om.
Du kan frit flytte kontoen fra et pengeinstitut til et andet.
Hvis du alligevel ikke starter egen virksomhed
Du bliver efterbeskattet af de indskudsbeløb, du ikke har brugt. Efterbeskatningen af de opsparede beløb forhøjes med 3 % for hvert år (5 %pr. år for indskud foretaget før 2002), der er gået siden opsparingsåret.
Denne ordning er rettet mod dig, der betaler topskat. Indskud på en iværksætterkonto har en fradragsværdi på ca. 52 %, og du kan ikke få fradrag for de udgifter eller investeringer, som du bruger pengene til.
Du kan få fradrag for indskud for det indkomstår, hvor du har etableret din virksomhed og de efterfølgende fire indkomstår.
Indskud, som du vil trække fra for 2023, skal du have indbetalt på kontoen i perioden fra 16. maj 2023 til 15. maj 2024. Der kan ikke dispenseres fra indskudsfristen, og fristen forlænges ikke på grund af helligdage eller andre lukkedage.
Du får dit fradrag ved at skrive beløbet på din årsopgørelse eller dit oplysningsskema i rubrik 27.
De øvrige praktiske detaljer kan du tale med dit pengeinstitut om.
Du kan frit flytte kontoen fra et pengeinstitut til et andet.
Hvis du alligevel ikke starter egen virksomhed
Du skal betale en afgift på 52,50 % (60 % for indskud foretaget i 2009) af de oprindelige indskud med tillæg på 3 % for hvert år, der er gået siden opsparingsåret.
Du kan hvert år sætte 60 % af din nettoløn ind. Du kan dog altid sætte op til 250.000 kr. af din nettoløn ind. Du skal mindst indsætte 5.000 kr. om året.
Eksempler:
- Nettoløn på 200.000 kr. giver ret til indskud på maksimalt 200.000 kr.
- Nettoløn på 300.000 kr. giver ret til indskud på maksimalt 250.000 kr.
- Nettoløn på 800.000 kr. giver ret til indskud på maksimalt 480.000 kr.
2 betingelser, du og din virksomhed skal opfylde
Der er 2 betingelser, som du skal opfylde, for at du rent skattemæssigt kan anses for at have startet virksomhed:
- Du skal investere for mindst 97.400 kr. i 2023 (100.900 kr. i 2024).
- Virksomheden skal have et omfang, som kræver en ikke uvæsentlig arbejdsindsats fra dig eller din ægtefælle. Tommelfingerreglen er mindst 12 timer om ugen (50 timer om måneden).
Det må du bruge pengene til
Du må kun bruge indskuddene til at oprette og investere i din virksomhed. Det vil sige:
- Købe afskrivningsberettigede aktiver, fx bygninger og maskiner.
- Betale løn og husleje og andre driftsomkostninger, som er fradragsberettigede.
- Betale udgifter til forsøg og forskning mv.
- Købe aktier og anparter for at etablere virksomhed i selskabsform.
Sådan hæver du indskuddene
-
Udfyld blanketten Anmeldelse om anskaffelse af aktiver i forbindelse med hævning på etableringskonto (blanket 02.007)
-
Aflevér blanketten i dit pengeinstitut.
Du kan hæve på din etableringskonto eller din iværksætterkonto, når du starter virksomhed. Indskuddet skal være hævet senest ni år efter udløb af det indkomstår, hvor du starter din virksomhed eller inden udgangen af det andet indkomstår efter udløbet af det indkomstår, hvor du når pensionsalderen.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om erhvervsbeskatning