Målselskaber
Alle selskaber, der modtager kapitalindskud, der er fradragsberettiget efter investorfradragsloven har pligt til at indberette, såfremt investor har meddelt, at der ønskes fradrag.
Der er en række betingelser, som målselskabet skal opfylde, hvis direkte eller indirekte erhvervelse af aktier i selskabet skal kunne danne grundlag for investorfradrag.
Der er bl.a. tale om følgende betingelser:
- Målselskabet beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. euro.
- Målselskabets aktier må ikke være optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
- Målselskabets skal være i en vækstfase og selskabets virksomhed må ikke i det væsentlige bestå i passiv kapitalanbringelse.
- Målselskabet må ikke de seneste 3 år før investeringen have udloddet mere end selskabets regnskabsmæssige resultat efter skat.
Læs mere om betingelserne for målselskabet (Den juridiske vejledning).
Der er også en række betingelser, som investor skal opfylde for, at der kan opnås fradrag for investeringen. Læs om de betingelser, investor skal opfylde (Den juridiske vejledning).
Investorfradragsfonde
Indskuddet af kapital kan ske ved direkte investering eller ved indirekte investering gennem en ny særlig type alternativ investeringsfond; en investorfradragsfond. Investorfradragsfonden skal indberette om investeringer, der danner grundlag for investorfradrag.
En investorfradragsfond skal have til formål at skabe afkast til investorerne ved investeringer i målselskaber, der opfylder de nævnte betingelser.