Del 1: Find dit forventede resultat
Når du har en erhvervsmæssig virksomhed, betaler du løbende skat ved at oplyse virksomhedens forventede resultat på forskudsopgørelsen.
For at finde frem til det, skal du lægge et budget over din virksomheds forventede indtægter og udgifter i løbet af året. Når du trækker de forventede udgifter fra de forventede indtægter, får du det forventede resultat.
Altså:
Forventede indtægter – Forventede udgifter = Forventet resultat
Det forventede resultat er enten et overskud eller et underskud. Hvis det er et overskud, skal du betale skat af det. Hvis det er et underskud, får du fradrag for det i eventuelle andre indkomster.
Derfor skal du skrive det forventede resultat på din forskudsopgørelse, så du løbende betaler den rigtige skat. Hvis du ikke ændrer din forskudsopgørelse, risikerer du at skulle betale restskat næste år.
Hvis dine indtægter og udgifter ændrer sig i løbet af året, kan du altid ændre forskudsopgørelsen igen.