Når du skal indberette moms, skal du bruge tallene for din salgs- og købsmoms. Dem finder du i din bogføring.
Salgsmoms er den moms, du har lagt oven i prisen, når du har solgt varer eller ydelser i virksomheden.
Købsmoms er den moms, du selv har betalt af varer eller ydelser, du har købt i virksomheden.
I din bogføring er købsmomsen og salgsmomsen skrevet på hver sin konto. Når du skal finde tallene, skal du gøre hver konti op for sig.
Det vil sige, at du skal lægge alt kvartalets salgsmoms sammen for sig og alt kvartalets købsmoms sammen for sig. Så får du din samlede salgsmoms og købsmoms.
Du skal medregne momsen fra alle de fakturaer, der er dateret i kvartalet, som du indberetter for. Det gælder også, selvom en faktura ikke er betalt.
Hvis du bruger et bogføringsprogram, skal du være opmærksom på, om programmet selv medregner moms fra fakturaer, der endnu ikke er betalt.
Når du har fundet tallene, er du klar til Del 2: Indberet moms.
Vær opmærksom på, at der gælder særlige momsregler, når du handler med udlandet. Læs mere om moms ved handel med udlandet.