Skattestyrelsen har ændret praksis for behandling af negative momsangivelser
Skattestyrelsen har med virkning fra den 23. august 2023 ændret praksis vedrørende behandling af negative momsangivelser på revisor- og advokatomkostninger.
Baggrunden for ændringen er, at Skattestyrelsen ikke kan behandle anmodninger modtaget efter konkursboets afslutning, idet der ikke længere er et retssubjekt, som en afgørelse kan rettes mod. Et konkursbo er endeligt opløst, når det afmeldes i Erhvervsstyrelsens registre.
Som følge heraf ændrer Skattestyrelsen sin praksis. Skattestyrelsen vil herefter afvise at behandle negative angivelser vedrørende moms af revisor- og advokatomkostninger, herunder salæret til kurator, der modtages, efter konkursboet er afsluttet, medmindre
- konkursboet reasummeres ved skifteretten inden for 14 dage, regnet fra anmodningstidspunktet og boet meddeler dette til Skattestyrelsen samtidig med indsendelsen af angivelse af negativ moms, eller
- det fremgår af bo-regnskabet, at behandling af konkursboets negative angivelse vedrørende moms af revisor- og advokatomkostninger og kuratorsalæret henskydes til tiden efter boets slutning, jf. konkurslovens § 149.
Praksisændringen og begrundelse herfor er udtrykt i styresignalet SKM2023.95.SKTST.