Moms ved salg af varer og ydelser i lande uden for EU
Når du handler med udlandet, afhænger momsreglerne blandt andet af, om du handler med varer eller ydelser. Når du eksporterer varer ud af EU (til 3.-lande), skal du ikke opkræve dansk moms af salget. For visse ydelser skal du dog. Du skal kunne dokumentere, at betingelserne for det momsfrie salg er opfyldt.
Der gælder de samme regler, når du sælger til private eller virksomheder uden for EU.
For at sælge til private eller virksomheder uden for EU, skal du registrere din virksomhed på indberet.virk.dk.
Du får tildelt et EORI-nummer. EORI er et register over alle EU-virksomheder, der handler med lande uden for EU.
Du skal indberette dit salg i eksportsystemet DMS Eksport (tidligere e-Export). De fleste vælger at gøre dette via en speditør.
Du skal kunne dokumentere, at varerne er eksporteret ud af EU ved fx en:
- udførselsangivelse med udpassage-attest i DMS Eksport (tidligere e-Export)
- skriftlig ordre
- korrespondance med køberen
Se også videoen: Salg af varer til lande uden for EU - hvordan gør jeg med momsen?
Hvis du som dansk virksomhed sælger ydelser til virksomheder i lande uden for EU, skal du normalt ikke opkræve dansk moms.
Du skal kunne dokumentere, at køberen er en virksomhed.
Du skal kontrollere kundens oplysninger og identitet. Du kan eventuelt anvende internettet til at søge information. Gem print som dokumentation.
Er du i tvivl om, at kunden er en virksomhed, kan du bede kunden dokumentere det ved fx:
- en attest, udstedt af skattemyndighederne i køberens hjemland om, at kunden har økonomiske aktiviteter, eller
- kundens momsnummer eller et lignende nummer, som bruges til at identificere virksomheder i køberens hjemland.
Kan du ikke dokumentere, at køberen er en virksomhed, skal du behandle salget som et salg til en privatperson uden for EU.
For visse ydelser skal du som dansk virksomhed altid opkræve moms, selv om køberen bor uden for EU. Det gælder:
- Ydelser vedrørende fast ejendom, som ligger i Danmark (for eksempel byggeydelser).
- Personbefordring, som foregår i Danmark (turistbuskørsel).
- Adgang til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lignende (for eksempel messer, udstillinger, seminarer og kurser), som foregår i Danmark.
- Restaurations- og cateringydelser, som udføres i Danmark.
- Korttidsudlejning af transportmidler, som bliver stillet til rådighed for kunden i Danmark.
Opkræv moms, hvis køber udnytter ydelsen i Danmark
For visse ydelser skal du som dansk virksomhed opkræve moms, selv om køberen bor uden for EU, hvis køberen udnytter ydelsen i Danmark. Det gælder:
- Salg af rettigheder.
- Reklame.
- Rådgivning.
- Forpligtelse til undladelse (for eksempel konkurrenceklausuler).
- Bank-, finansierings- og forsikringsydelser (dog ikke boksleje).
- Udlejning af arbejdskraft.
- Udlejning af løsøregenstande.
- Transport og transmission af gas, elektricitet, varme og kulde.
Hvis ydelserne vedrører købers virksomhed, kan køber søge om at få momsen tilbage.
Når du sælger varer og ydelser til udlandet, skal du oprette særlige konti i dit regnskab.
Du kan fx kalde dem:
- Salg af varer til lande uden for EU
- Salg af ydelser til lande uden for EU
Du skal oplyse den samlede værdi af momsperiodens momsfrie salg af varer og ydelser til lande uden for EU i momsangivelsens rubrik C.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om moms