Transfer pricing og indsendelse af dokumentation
Al handel mellem virksomheder i samme koncern skal foregå efter armslængdeprincippet (dvs. at prisen skal være fastsat som mellem uafhængige parter), og både datterselskaber og moderselskabet skal kunne dokumentere dette i en såkaldt transfer pricing-dokumentation. Det samme gælder mellem hovedaktionærer og deres selskaber samt mellem skattepligtige og deres faste driftssteder.
Selskaber, som er omfattet af transfer pricing-dokumentationspligten, oplyser dette ved at besvare en række spørgsmål på oplysningsskemaet (felterne 503, 503a, 503b, samt felterne 505-509).
Reglerne om skriftlig dokumentation og oplysningspligt for kontrollerede transaktioner findes i skattekontrollovens kapitel 4.
Her på siden kan du læse mere om, hvem der, for indkomstår der påbegyndes den 1. januar 2021 eller senere, skal indsende skriftlig dokumentation, og hvornår den skriftlige dokumentation skal indsendes.
Desuden kan du læse om fuld og begrænset dokumentationspligt, og du finder vejledning til, hvordan du skal udarbejde og indsende dokumentationen korrekt.
Transfer pricing drejer sig om prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner. Kontrollerede transaktioner er defineret i skattekontrollovens § 37, nr. 6, og omfatter transaktioner mellem interesseforbundne parter mv.
Ved kontrollerede transaktioner forstås transaktioner mellem skattepligtige, som fx er koncernforbundne, eller hvor en af parterne udøver bestemmende indflydelse over den anden part i transaktionen, eller hvor der kun er en skattepligtig ved transaktioner mellem et hovedkontor og fast driftssted.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal denne prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner foretages på armslængdevilkår. Det vil sige, at priser og vilkår skal være fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået mellem uafhængige parter. Se Ligningsloven § 2, der omfatter:
Skattepligtige,
- hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,
- der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,
- der er koncernforbundet med en juridisk person,
- der har et fast driftssted beliggende i udlandet,
- der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller
- der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af KULBR § 21, stk. 1 eller 4.
Skattepligtige omfattet af armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, skal give oplysninger om kontrollerede transaktioner til Skattestyrelsen. Se skattekontrollovens § 38.
Skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 38 og som ikke er fritaget efter § 40, stk. 1, skal udarbejde og opbevare skriftlig dokumentation (transfer pricing dokumentation) af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår for kontrollerede transaktioner er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. dog stk. 2 og 4. Se skattekontrollovens § 39, 1. pkt.
For indkomstår, der er påbegyndt den 1. januar 2021 eller senere, skal skattepligtige, der er omfattet af transfer pricing-dokumentationspligten, indgive den skriftlige dokumentation til Skattestyrelsen senest 60 dage efter oplysningsfristen.
For tidligere indkomstår gælder det stadig, at transfer pricing-dokumentationen kun skal indsendes efter anmodning fra Skattestyrelsen. I har derefter 60 dage til at indsende den anmodede dokumentation. For tidligere indkomstår omfatter dokumentationspligten flere kontrollerede transaktioner, herunder fx kontrollerede transaktioner mellem to danske selskaber i en større koncern.
Dokumentationspligten gælder for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 38, som ikke er fritaget efter § 40, stk. 1.
Dokumentationspligten gælder som hovedregel ikke for rent danske nationale transaktioner, medmindre parterne i transaktionen ikke beskattes efter de samme regler. Det kan fx være tilfældet, hvor den ene af parterne beskattes efter tonnageskatteloven, kulbrinteskatteloven, eller efter reglerne for andelsselskaber. Dokumentationspligten gælder også transaktioner, hvor den ene part er et anpartsselskab, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og den anden part er en forening, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Der skal dog ikke udarbejdes skriftlig dokumentation (TP-dokumentation) for kontrollerede transaktioner, der i omfang og hyppighed er uvæsentlige. Se skattekontrollovens § 39, stk. 2, samt TP-dokumentationsbekendtgørelsen.
Et udenlandsk selskab eller person, der har fast driftssted i Danmark, og ikke er undtaget efter § 40, er omfattet af dokumentationspligten. Det er det udenlandske selskab eller person, og ikke det faste driftssted, som er skattepligtig til Danmark, jf. selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a og kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 4, og derfor påhviler dokumentationspligten det udenlandske selskab eller person.
Der gælder en begrænset dokumentationspligt for skattepligtige, der alene eller sammen med koncernforbundne virksomheder har:
- under 250 beskæftigede og enten
- en årlig samlet balance på under 125 mio. kr., eller
- en årlig omsætning på under 250 mio. kr.
For disse skattepligtige er dokumentationspligten begrænset til at omfatte kontrollerede transaktioner med fysiske og juridiske personer samt faste driftssteder hjemmehørende i et land uden for EU/EØS, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, der indeholder en bestemmelse om transfer pricing.
Det er ikke nødvendigt at indsende TP-dokumentationen samtidig med indsendelse af oplysningsskemaet. Men det anbefales at gøre dokumenterne klar med angivelse af unikke navne, før du indgiver dem.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at dokumentationen i alle tilfælde skal udarbejdes løbende, og at der skal laves en selvstændig dokumentation for hvert år, da man ikke kan henvise til en flerårig dokumentation eller til dokumentation for tidligere år.
Det er muligt at indsende TP-dokumentation før indsendelse af oplysningsskemaet. Ønsker du det, skal du rette henvendelse til Skattestyrelsen, hvis der ikke er adgang til transfer pricing-modulet i TastSelv Selskabsskat (DIAS).
Måden du skal indsende TP-dokumentation afhænger af, om du skal indsende den for en fysisk person eller for et selskab mv.:
For indkomstår, der er påbegyndt den 1. januar 2021 eller senere, skal den skriftlige dokumentation indgives senest 60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet. Fristen kan efter anmodning fra den skattepligtige forlænges, hvis særlige forhold taler for det. Du skal indsende skriftlig dokumentation for kontrollerede transaktioner:
- hvis din virksomhed med fast driftssted har 250 eller flere beskæftigede og enten en årlig samlet balance på 125 mio. kr. eller mere, eller en årlig omsætning på 250 mio. kr. eller mere, og/eller
- hvis dit faste driftssted er beliggende i et land uden for EU/EØS, der ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, der indeholder en bestemmelse om transfer pricing, og/eller
- hvis din virksomhed er hjemmehørende i et land uden for EU/EØS, der ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, der indeholder en bestemmelse om transfer pricing og du har et fast driftssted beliggende i Danmark, og/eller
- hvis du har kontrollerede transaktioner med et selskab, der er hjemmehørende i et land uden for EU/EØS, der ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, der indeholder en bestemmelse om transfer pricing.
Hvis du skal indsende TP-dokumentation for en fysisk person, skal du kontakte Skattestyrelsen på kontrolleredetransaktioner@sktst.dk.
Du skal være opmærksom på, at du skal give oplysninger om dine kontrollerede transaktioner til Skattestyrelsen. Det gælder uanset om du er dokumentationspligtig. Du skal derfor altid indsende blanket 04.021: Kontrollerede transaktioner.
For indkomstår, der er påbegyndt den 1. januar 2021 eller senere, skal den skriftlige dokumentation indgives senest 60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet. Fristen kan efter anmodning fra den skattepligtige forlænges, hvis særlige forhold taler for det.
Kulbrintebeskattede selskaber, som oplyser deres skattepligtige indkomst ved hjælp af kulbrinteblanketter fra SKAT.dk skal indsende dokumentation via transfer pricing-modulet på TastSelv Selskabsskat (DIAS) ved at anmode Skattestyrelsen om at få adgang til transfer pricing-modulet i TastSelv Selskabsskat (DIAS). Anmodningen indsendes til kulbrinte@sktst.dk.
Adgang til transfer pricing modulet på TastSelv Selskabsskat (DIAS) giver alene adgang til indsendelse af transfer pricing dokumentation. Kulbrintebeskattede selskaber skal derfor stadig oplyse om kontrollerede transaktioner ved at indsende blanket 05.021: Kontrollerede transaktioner - bilag til oplysningsskemaet (engelsk udgave: blanket 05.022), sammen med kulbrinteoplysningsskemaet.
For indkomstår, der er påbegyndt den 1. januar 2021 eller senere, skal den skriftlige dokumentation indgives senest 60 dage efter fristen for indgivelse af oplysningsskemaet. Fristen kan efter anmodning fra den skattepligtige forlænges, hvis særlige forhold taler for det.
Du skal indberette via transfer pricing-modulet på TastSelv Selskabsskat (DIAS). Modulet bliver tilgængeligt, når du i oplysningsskemaet har angivet, at selskabet har dokumentationspligt.
Selskabers oplysninger om kontrollerede transaktioner (oplysningspligt) udfyldes digitalt i sektionen Kontrollerede transaktioner på selskabets oplysningsskema i TastSelv Selskabsskat (DIAS).
Likviderede selskaber vil efter endt likvidation miste deres adgang til TastSelv Erhverv. Det medfører, at I som repræsentant eller rådgiver for selskabet skal kontakte os for at få adgang til at indberette på det likviderede selskabs vegne i TastSelv Erhverv, så I kan indsende den lovpligtige transfer pricing-dokumentation:
- Send en mail til kontrolleredetransaktioner@sktst.dk
- Skriv "Adgang til TastSelv Erhverv" i emnefeltet
- Husk i mailen at oplyse cvr-nr. for det likviderede selskab samt cvr-nr. for det rådgivningsfirma eller selskab, som skal indsende transfer pricing-dokumentationen på vegne af det likviderede selskab.
Der kan pålægges bøde, hvis den skattepligtige - forsætligt eller af grov uagtsomhed - undlader rettidigt at indgive eller indsende dokumentationen. Bøden udgør et grundbeløb på 250.000 kr. Bøden kan nedsættes til det halve (125.000 kr.), hvis den manglende dokumentation efterfølgende udarbejdes i den fornødne kvalitet. Bøden forhøjes med 10 pct. af indkomstforhøjelsen, hvis der sker en forhøjelse af indkomsten som følge af, at armslængdeprincippet ikke er opfyldt. Skattestyrelsen kan fastsætte den skattepligtige indkomst vedrørende de kontrollerede transaktioner skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ikke rettidigt har udarbejdet og indgivet en fyldestgørende transfer pricing-dokumentation.
Hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om opfyldelse af betingelserne for at være undergivet den begrænsede dokumentationspligt, straffes den skattepligtige med bøde.
En transfer pricing-dokumentation består af
- fællesdokumentation for hele koncernen og
- landespecifik dokumentation for hver skattepligtig i koncernen.
Dokumentationen skal indeholde alle de beskrivelser og analyser mv., som er beskrevet i TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4 om fællesdokumentationen og § 5 om den landespecifikke dokumentation.
Omfanget af dokumentationen afhænger af omfanget og kompleksiteten af koncernen, virksomheden og de kontrollerede transaktioner. Se TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 2, stk. 2.
Dokumentationen skal kunne danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Se Skattekontrolloven § 39, stk. 1, og TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 2, stk. 1.
Det er muligt at indlevere flere versioner af fællesdokumentationen og den landespecifikke dokumentation, hvis den skattepligtige i samme indkomstår har deltaget i forskellige kontrollerede miljøer efter skattekontrollovens § 39. Den skattepligtige kan i systemet selv angive, hvilken periode de forskellige versioner af dokumentationen er gældende for.
Fællesdokumentationen skal ifølge TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4 indeholde:
- Et koncerndiagram, der viser koncernens juridiske og organisatoriske struktur, herunder angivelse af de lande, hvor de enkelte forbundne parter opererer
- En generel beskrivelse af koncernens forretningsmæssige aktiviteter
- Oplysninger om koncernens immaterielle aktiver
- Oplysninger om koncernens finansielle aktiviteter
- Oplysninger om koncernens regnskabsmæssige og skattemæssige position
Hvis fællesdokumentationen - grundet anderledes tidsfrister for udarbejdelse af fællesdokumentationen i det land, hvor fællesdokumentationen for koncernen udarbejdes - for det pågældende indkomstår ikke er klar inden for fristen for indgivelse af transfer pricing-dokumentationen, kan fællesdokumentationen for det forrige indkomstår indgives som en foreløbig fællesdokumentation. Dette forudsætter, at fællesdokumentationen ikke er mere end et år gammel. Ved indgivelse af en foreløbig fællesdokumentation skal det oplyses, hvornår fællesdokumentationen for det pågældende indkomstår indgives og væsentlige ændringer, der vedrører den danske skattepligtige og som ikke fremgår af landefilen, skal beskrives.
Dokumentationen skal udarbejdes løbende og det følger heraf, at der skal laves en selvstændig TP-dokumentation for hvert år. Det vil altså ikke være tilstrækkeligt at lave en transfer pricing-dokumentation, der dækker flere år, eller at henvise til TP-dokumentation for tidligere år.
Den landespecifikke dokumentation skal ifølge TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5 indeholde:
- En detaljeret beskrivelse af virksomheden
- Detaljerede informationer, beskrivelser og analyser vedrørende de kontrollerede transaktioner, som virksomheden er involveret i
- Materiale vedrørende virksomhedens økonomiske, finansielle og regnskabsmæssige data
Bemærk, at der skal udarbejdes en landespecifik dokumentation for hver dansk skattepligtig. Der kan altså ikke udarbejdes en samlet beskrivelse af alle koncernens danske enheder i én landespecifik dokumentation.
Består den landespecifikke dokumentation af flere dokumenter - fx opdelt for forskellige transaktioner - skal de samles i ét dokument.
Hvis selskabet er omfattet af flere kredse, skal navngivningen af dokumenterne angive, hvilken kreds dokumenterne vedrører, fx ved at navngive dokumenterne efter denne opskrift:
Periode_Kreds_Finansielle_Aktiviteter.docx.
Al dokumentation skal indgives i et elektronisk læsbart format (fx et læsbart pdf-dokument, eller en af følgende filtyper, CSV, TXT, DOCX og XLSX). Hvis tilhørende bilag ikke findes i elektronisk læsbare formater, kan de også indgives i ikke-læsbare filer (billedfiler).
Regler om oplysningspligt og dokumentationspligt beskrives i Den juridiske vejledning afsnit:
- C.D.11 Transfer pricing
- C.D.11.12 Oplysningspligten efter SKL § 38
- C.D.11.13.1 Transfer pricing dokumentationspligten - regel og omfang.
Vil du se en vejledning i dens helhed, skal du klikke på den pågældende vejledning og derefter på "Vis udskrift".
For at se tidligere - ikke længere gældende - versioner af en vejledning, skal du først klikke på vejledningen og efterfølgende på "Andre versioner af vejledningen".
Se endvidere:
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Transfer pricing