Fradrag for indbetalinger til pension
Du kan få fradrag, når du indbetaler til ratepension, ophørende livrente og livsvarig livrente. Hvor meget du kan få fradrag for, afhænger af
- hvem der indbetaler (arbejdsgiver eller dig selv).
- hvornår i dit liv du indbetaler.
- hvilken ordning du indbetaler til.
Læs mere her på siden. Bemærk, at informationen er vejledende.
Har du indbetalt for meget i år, eller vil du indbetale ekstra?
Kontakt din bank eller dit pensionsselskab for at høre, hvor meget der allerede er indbetalt i år, og hvordan indbetalingerne er fordelt mellem ordningerne. På den måde sikrer du dig fradrag for hele din indbetaling.
Du kan indbetale til en ratepension eller ophørende livrente og få fradrag for indbetalingen. Du kan få fradraget via din løn, når din arbejdsgiver administrerer ordningen eller via årsopgørelsen, når du har en privattegnet ordning. Ratepensionen eller den ophørende livrente udbetales i rater over en periode på 10-30 år, når du er i pensionsudbetalingsalderen.
Din pensionsudbetalingsalder afhænger af, hvornår du er født. Se din pensionsudbetalingsalder i Den juridiske vejledning.
Når du betaler til ratepension og ophørende livrenter, kan du samlet set få fradrag for indbetalinger på op til 63.100 kr. i 2024 (60.900 kr. i 2023).
Dette er et samlet loft for indbetalinger til ratepensioner, og omfatter
- ordninger, du selv indbetaler til af beskattede midler (privattegnet)
- ordninger, der er administreret af din arbejdsgiver (arbejdsgiveradministreret)
Hvor meget kan du selv indbetale og få fradrag for?
Hvis du har en arbejdsgiveradministreret ratepension, hvor arbejdsgiver indbetaler under rateloftet (63.100 kr. i 2024), kan du selv indbetale differencen mellem rateloftet og arbejdsgivers indbetaling.
Eksempel
- Hvis arbejdsgiver indbetaler 40.000 kr. på din ratepension i 2024, kan du selv indbetale 23.100 kr.
- Hvis du ikke har en arbejdsgiveradministreret ratepension, kan du selv indbetale det fulde beløb på 63.100 kr. (2024).
Prioriteringsreglen
Hvis du og/eller din arbejdsgivers indbetalinger samlet set overstiger beløbsgrænsen, bliver dit fradrag automatisk brugt på din arbejdsgiveradministrerede ratepension. Dette vil fremgå af din årsopgørelse. Læs mere om prioriteringsreglen i Den juridiske vejledning.
Indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede og private ratepensioner bliver indberettet til os af din bank eller dit pensionsselskab. Du skal derfor ikke selv skrive beløbene på din årsopgørelse.
Se dine skatteoplysninger i TastSelv
Du kan se de beløb, der indberettes til os fra arbejdsgiver, banker og pensionsselskaber, i dine skatteoplysninger i TastSelv:
- Log på TastSelv
- Vælg Skatteoplysninger
- Vælg år*
- Vælg "Arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger"
- Vælg "Privattegnede pensionsordninger"
*: Indeværende år er ikke indberettet endnu. Du skal kontakte din bank eller dit pensionsselskab for at høre, hvor meget der allerede er indbetalt i år, og hvordan indbetalingerne er fordelt mellem ordningerne.
Hvis du har indbetalt over fradragsgrænsen
Hvis du har indbetalt over fradragsgrænsen til dine pensionsordninger, bliver det automatisk reguleret på din årsopgørelse.
Hvis der er indbetalt for meget på din arbejdsgiveradministrerede ratepension, vil du blive beskattet af det for meget indbetalte i rubrik 347. Hvis der er indbetalt for meget på din privattegnede ratepension, vil dit fradrag blive slettet eller reduceret i rubrik 21. Det står også på din årsopgørelse under feltet "Vær opmærksom på".
Læs om hvordan du undgå dobbelt beskatning, eller hvordan du kan få fradrag i afsnittet "Når du har betalt for meget ind på din ratepension og ophørende livrente".
Ret felt 416
Dine forventede indbetalinger til privattegnede ratepensioner fremgår af felt 416 på forskudsopgørelsen.
Hvis du betaler mere eller mindre ind til din ratepension, end der står på din forskudsopgørelse, skal du rette beløbet i dette felt. Det er vigtigt, at du hvert år sørger for, at der står de rette tal på din forskudsopgørelse, så du betaler den korrekte skat.
Indbetalt til en privat ordning
- Hvis du vælger at få det overskydende beløb udbetalt eller vælger at lade det indbetalte beløb stå, påvirker det ikke din årsopgørelse for indbetalingsåret. Der er ingen frist for at få udbetalt for meget indbetalt ratepension.
- Hvis du vælger at få det overskydende beløb overført til en livrente/livsvarig pension, laver pensionsselskabet en ny indberetning til os. Fristen for at få fradrag for overført beløb til anden fradragsberettiget ordning følger fristerne, som findes på siden om at rette dine gamle årsopgørelser.
Indbetalt via din arbejdsgiver
- Hvis du vælger at få det overskydende beløb udbetalt eller vælger at lade det indbetalte beløb stå, påvirker det ikke din årsopgørelse for indbetalingsåret. Der er ingen frist for at få udbetalt for meget indbetalt ratepension.
- Hvis du vælger at få det overskydende beløb overført til en livrente/livsvarig pension, laver pensionsselskabet en ny indberetning til os.
Indbetalt både til en privat ordning og til en arbejdsgiveradministreret ordning
- Hvis du vælger at få det overskydende beløb udbetalt eller vælger at lade det indbetalte beløb, påvirker det ikke din årsopgørelse for indbetalingsåret. Der er ingen frist for at få udbetalt for meget indbetalt ratepension.
- Hvis du vælger at få det overskydende beløb overført til en livrente/livsvarig pension, laver pensionsselskabet en ny indberetning til os.
Når du har en personlig ejet virksomhed, fx en enkeltmandsvirksomhed, har du ingen arbejdsgiver, da du ikke kan have et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold med dig selv.
Du er i stedet omfattet af fradragsreglerne for private ratepensionsordninger med fradrag i den personlige indkomst.
Tjek din årsopgørelse:
Hvis du har indbetalt på en ratepensionsordning, og fradraget ikke er oplyst i felt 416 (fradrag i personlig indkomst), kan det skyldes, at der er indbetalt til en arbejdsgiveradministreret ordning. Kontakt dit pensionsselskab eller bank for vejledning om, hvordan du får fejlen rettet.
En livsvarig livrente er en fradragsberettiget opsparing, der giver dig en månedlig indtægt, fra du går på pension og resten af dit liv.
Du kan indbetale op til 58.100 kr. i 2024 (56.100 kr. i 2023) på en privat livrente og få fuldt fradrag for indbetalingen i samme indkomstår. Indskud på op til 58.100 kr. (2024) bliver automatisk indberettet på årsopgørelsen.
Hvis du vil indbetale mere end grundbeløbet
Hvis du ønsker at indbetale mere end de 58.100 kr. (2024) til en privat livrente, afhænger fradraget af
- hvem der indbetaler (din arbejdsgiver eller dig).
- hvornår pengene indbetales (engangsbeløb eller fast beløb hvert år).
Hvis din arbejdsgiver indbetaler en del af din løn på en livsvarig livrente, får du automatisk fradrag for indbetalingen uanset beløbets størrelse, så længe det holder sig inden for lønnen.
Hvis du indbetaler til en privattegnet ordning og ønsker at indbetale over grundbeløbet (58.100 kr. i 2024), kan du få fuldt fradrag, hvis du indgår en bindende aftale med dit pensionsselskab.
Aftalen skal fastlægge beløbets størrelse og indbetalingsperiode.
Hvordan du kan fordele fradraget, afhænger af beløbets størrelse og indbetalingsperiode. Hvis du foretager en engangsindbetaling og/eller indbetalingsperioden er mindre end 10 år, skal du som hovedregel fordele fradraget med 1/10 fradrag i hvert af de ti år, eller du kan bruge opfyldningsfradraget.
Opfyldningsfradrag
Opfyldningsfradraget er en mulighed for at bruge dit fradrag over en kortere årrække, hvis 1/10 af fradraget er mindre end beløbsgrænsen. Du har i de tilfælde mulighed for at få et årligt fradrag for op til grænsen for opfyldningsfradraget (58.100 kr. i 2024), indtil du har fået fradrag for hele din indbetaling.
Eksempel på fast indbetaling i mindst 10 år:
Du indbetaler 75.000 kr. til din pensionsordning hvert år i 10 år: i alt 750.000 kr. Da din årlige indbetaling overstiger opfyldningsfradraget, kan du med en bindende aftale få fuldt fradrag for hele beløbet i indbetalingsårene.
Bemærk: Hvis du stopper med at indbetale de 75.000 kr. om året, inden der er gået 10 år, misligholdes aftalen. Det betyder, at Skattestyrelsen laver en genberegning og efterbeskatning af de fradrag, du har fået for meget.
Eksempel på fast indbetaling i mindre end 10 år:
Du indbetaler 75.000 kr. til din pensionsordning hvert år i fire år: i alt 300.000 kr.
- Mulighed 1:
Du kan fordele dit fradrag ud over ti år, så du får fradrag for 30.000 kr. (1/10 af 300.000 kr.) hvert år. - Mulighed 2: Du kan vælge at få størst muligt fradrag hurtigst muligt.
År 1-5: Du kan få fradrag op til opfyldningsfradraget på 58.100 kr. (2024) fra hvert af de første 5 år.
År 6: Du kan få fradrag for den resterende del af din indbetaling på 300.000 kr., da beløbet er under opfyldningsfradraget. 300.000 kr. minus 5 x 58.100 kr. = 9.500 kr. Opfyldningsfradraget bliver reguleret hvert år.
I dette eksempel er 2024-satsen anvendt for alle årene.
Eksempel på engangsindskud på 500.000 kr.:
- Mulighed 1:
År 1-8: Du kan få fradrag for 58.100 kr. (opfyldningsfradrag 2024) for hvert af de første 8 år.
År 9: Du kan få fradrag for resten af din indbetaling. 500.000 - (8x58.100 kr.) = 35.200 kr.
År 10: Du har opnået fradrag for hele beløbet de første 9 år, og du kan ikke få fradrag. - Mulighed 2:
År 1-10: Du kan fordele fradraget ligeligt over 10 år med 50.000 kr. hvert år.
Opfyldningsfradraget bliver reguleret hvert år.
I dette eksempel er 2024-satsen anvendt for alle årene.
Når du får din årsopgørelse
Vi anbefaler, at du tjekker, om fradraget for indbetalingen til din privattegnede livsvarige livrente står på din årsopgørelse (rubrik 24). Hvis det ikke fremgår, skal du huske at oplyse fradraget i denne rubrik. Se evt. tringuiden i afsnittet ”Indberet dit fradrag på årsopgørelsen”.
For uddybende og fyldestgørende juridisk vejledning, se Den juridiske vejledning
Du skal selv skrive fradraget på din årsopgørelse hvert år, indtil hele beløbet er fradraget.
Skriv beløbet i rubrik 24 på årsopgørelsen:
- Log på TastSelv
- Vælg Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet
- Vælg Fradrag
- Vælg Fradrag i personlig indkomst
- Vælg Bidrag og præmie til privat livsvarig pensionsordning med løbende udbetalinger
Skriv beløbet i felt 436 på forskudsopgørelsen:
- Log på TastSelv
- Vælg Forskudsopgørelsen
- Vælg Fradrag
- Find "Fradrag i personlig indkomst": Felt 436 - Bidrag og præmier til andre pensionsordninger, herunder til privattegnede livsvarige pensionsordninger
Når du har en personlig ejet virksomhed, fx en enkeltmandsvirksomhed, har du ingen arbejdsgiver, da du ikke kan have et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold med dig selv.
Du er i stedet omfattet af fradragsreglerne for private pensionsordninger med fradrag i den personlige indkomst.
Tjek din årsopgørelse:
Hvis du har indbetalt på en ratepensionsordning, og fradraget ikke er oplyst i felt 416, kan det skyldes, at der er indbetalt til en arbejdsgiveradministreret ordning. Kontakt dit pensionsselskab eller bank for vejledning om, hvordan du får fejlen rettet.
Særligt opfyldningsfradrag for selvstændige erhvervsdrivende
Du kan som alternativ til de almindelige regler for indbetalinger til en privattegnet livrente (opfyldningsfradraget og 1/10 fradraget) indbetale op til 30 % af din virksomheds overskud på en livsvarig livrente med fuldt fradrag i årets personlige indkomst.
Læs mere om privattegnet livrente i afsnittet "Livsvarig livrente – Hvis du selv indbetaler (privattegnet)".
Husk at oplyse på årsopgørelsen:
Du skal selv skrive fradraget på din årsopgørelse i indbetalingsåret.
Skriv beløbet i rubrik 24 på årsopgørelsen:
- Log på TastSelv
- Vælg Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet
- Vælg Fradrag
- Find Fradrag i personlig indkomst
- Vælg ”Bidrag og præmie til privat livsvarig pensionsordning med løbende udbetalinger”
Aldersopsparing - også kaldet aldersforsikring - er en pensionsordning, hvor du ikke får fradrag for indbetalingen, til gengæld er udbetalingen skatte- og afgiftsfri.
Kapitalpension
Kapitalpension blev 1. januar 2013 afløst af aldersopsparing. Der kan ikke længere oprettes eller indbetales til en kapitalpension med fradragsret.
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) er en obligatorisk pensionsordning.
Du får automatisk fradrag for indbetalinger til ATP.
Se dine skatteoplysninger i TastSelv
Du kan se, hvad din arbejdsgiver har indberettet i dine skatteoplysninger i TastSelv:
- Log på TastSelv
- Vælg Skatteoplysninger
- Vælg Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)
Selvstændige skal selv tilmelde sig ATP-ordningen på virk.dk.
Du får automatisk et ekstra ligningsmæssigt fradrag, når du eller din arbejdsgiver indbetaler til pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensioner.
Ønsker du at få din pensionsopsparing helt eller delvist udbetalt, før du når pensionsudbetalingssalderen, skal du som hovedregel betales en afgift af det beløb, du får udbetalt.
Det skyldes, at der ikke er betalt skat af det indskudte beløb ved indbetalingen.
Pensionstype |
Afgift |
Ratepension og ophørende livrente | 60 % |
Livrente | 60 % |
Aldersopsparing og supplerende engangssum | 20 % |
Kapitalpension | 52 % |
Afkast af indestående på pensionsordninger beskattes med 15,3 %. Det kaldes PAL-skat. Når du har pensionsordninger i banker eller i pensionsselskaber, sørger de for at indberette og betale din PAL-skat. Det sker i januar året efter, at afkastet er tilskrevet.
Hvis du bor i udlandet, kan du i nogle tilfælde blive fritaget for at betale skat af pensionsafkast.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Fradragsregler for ratepensionsordninger