Det skal du vide, når du hyrer en virksomhed
Håndværkerfradraget er afskaffet pr. 1. april 2022. Det betyder, at du i år kun kan få fradrag for håndværksarbejde, der er udført senest 31. marts 2022 og betalt senest 31. maj 2022. Servicefradraget fortsætter som hidtil.
Om håndværks- og serviceydelser fra virksomheder
Når du får udført ydelser, der giver håndværkerfradrag eller servicefradrag af virksomheder derhjemme, er der nogle regler, som du skal være opmærksom på. Det kan fx være, hvis du får renoveret dit hus, får gjort rent eller får pudset vinduer. Du kan nemlig risikere at få bøder og hæfte for snyd, hvis virksomheden ikke betaler skat og moms. Det kan også have indflydelse på, om du har ret til at få fradrag.
Du kan her se de vigtigste ting, du bør tjekke for at sikre dig mod brug af ulovlig arbejdskraft og sort arbejde. Reglerne gælder kun, når du køber ydelser fra virksomheder i Danmark.
Virksomheden skal være registreret for moms, hvis virksomhedens omsætning er over 50.000 kr.
Derfor er det en god ide at tjekke om virksomheden er registreret for moms, da det kan være tegn på at virksomheden er seriøs, ikke har til hensigt at snyde, og at du har ret til dit fradrag.
Du kan tjekke om virksomheden, du bruger, er momsregistreret.
Udenlandske virksomheder skal både være registrerede for moms i Danmark og stå i RUT (Registeret over udenlandske tjenesteydere).
Det kan være en god idé at tjekke om virksomheden, du benytter, er registreret for ansatte. Det kan du gøre, hvis det ikke er ejeren selv, der udfører arbejdet på din adresse.
Der kan nemlig være tale om sort arbejde, hvis det er andre hænder, der udfører arbejdet, og virksomheden ikke er registreret for ansatte. Virksomheden kan dog også bruge underleverandører eller leje arbejdskraften, og så vil der ikke være tale om sort arbejde.
Hvis du har mistanke om, at arbejdet udføres ulovligt, kan du slå virksomheden op og tjekke, om virksomheden er registreret for ansatte.
Regninger på 8.000 kr. og derover inklusive moms skal du betale digitalt fx med dankort, MobilePay eller via netbank. Hvis virksomheden ikke har betalt skat og moms af beløbet, kan Skattestyrelsen kræve, at du betaler moms og skat af den del af beløbet, som du har betalt kontant.
Du kan sikre dig ved enten:
- at betale digitalt
- at oplyse om kontante køb i TastSelv senest 14 dage efter, du har betalt
- at få en faktura med fakturanummer og virksomhedsnavn, når du betaler kontant
Betaler du digitalt, kan du ikke komme til at hæfte for sælgers eventuelle snyd med skat og moms.
Gælder også løbende ydelser
Det gælder også, hvis du fast får leveret ydelser som fx rengøring og vedligeholdelsesaftaler, hvor du betaler 8.000 kr. inkl. moms eller derudover til samme virksomhed i løbet af et år.
Et eksempel kan være, at du får gjort rent for 1.000 kr. om måneden, hvilket bliver 12.000 kr. på et år. Det skal du derfor sørge for at betale digitalt.
Læs mere om at betale regninger på 8.000 kr. eller derover digitalt
Særligt om håndværkerfradrag
Hvis du vil have håndværkerfradrag, skal du:
- betale alle regninger digitalt - også regninger under 8.000 kr. Kontanter og checks godkendes ikke.
- huske at få dokumentation for arbejdet fx en regning. Dokumentationen skal indeholde oplysninger som fx cvr-nr., navn, adresse, dato, momsbeløb og specifikation af arbejdslønnen.
- tjekke op på, om virksomheden har et gyldigt momsnummer.
Er ovenstående kriterier ikke opfyldt, kan du ikke få fradrag.
Der gælder andre regler for servicefradrag som fx havearbejde, vinduespudsning og rengøring.
Hvis det er en udenlandsk virksomhed, der udfører arbejde for dig, skal du tjekke, at virksomheden står registreret i RUT (Registeret over udenlandske tjenesteydere) samtidig med, at de skal være registreret for moms i Danmark. På den måde kan du sikre dig mod at bruge sort arbejde og ulovlig arbejdskraft.
Du kan tjekke om virksomheden, du benytter, er lovligt registreret:
Slå udenlandske virksomheder op i RUT (virk.dk)
Hvis virksomheden ikke står i RUT, skal du give besked til Arbejdstilsynet senest tre dage efter, at arbejdet er gået i gang, ellers risikerer du en bøde på 10.000 kr.
Kontakt Arbejdstilsynet (at.dk)
Hvis du har mistanke om sort arbejde og lignende
Hvis virksomheden ikke er registreret for moms eller er i RUT-registret, kan du også vælge at lave en anmeldelse til Skattestyrelsen.
Hvis du får udført håndværksydelser for over 50.000 kr., har virksomheden pligt til at skilte. Det gælder både, hvis det er på en byggeplads eller hjemme hos dig selv med fx renovering af dit badeværelse.
Hvis du kender til reglen om skiltning, kan du bedre sikre dig, at du har fat i en professionel virksomhed, som overholder reglerne.
På skiltet skal der stå hvilke eller hvilken virksomhed, der arbejder på pladsen, virksomhedens navn og cvr-nummer. Udenlandske virksomheder skal udover navn også skilte med det registreringsnummer, som de er registeret med i RUT.
Kravet om skiltning gælder dog ikke hvis:
- håndværksydelsen er på højst 50.000 kr. inklusive moms.
- arbejdet udføres og afsluttes i løbet af en enkelt arbejdsdag.
- skiltningen ikke er praktisk mulig, fordi arbejdet sker på en byggeplads ved etagebyggeri i et tæt bebygget område. Det er op til virksomheden selv at vurdere, om det er muligt at skilte.
Eksempel 1: Flere virksomheder som del af samlet entreprise
Du vil gerne have lavet dit badeværelse. Du har derfor bestilt en murer, VVS’er og maler fra samme entreprise til at lave alt arbejdet. Regningen løber op på 50.500 kr., og da de tre håndværkere kommer fra samme entreprise, skal der sættes skilt op med virksomhedens navn og cvr-nummer.
Eksempel 2: Flere selvstændige virksomheder
Du vil gerne renovere dit køkken, og du bestiller håndværkere uafhængigt af hinanden til at stå for enkelte dele af renoveringen. Du bestiller fx en maler fra et malerfirma og en køkkenmontør fra en tømrevirksomhed. De to virksomheder arbejder ikke sammen, så selvom den totale entreprise løber op på 51.000 kr. behøver virksomhederne ikke sætte skilt op.
Hvis du har mistanke om sort arbejde og lignende
Hvis virksomheden, du bruger, ikke skilter efter reglerne, kan du i første omgang bede virksomheden om at skilte. Hvis det ikke virker, kan du anmelde det til Skattestyrelsen.
Firmabiler på gule plader skal have synligt cvr-nr. og virksomhedsnavn på begge sider af bilen. I stedet for virksomhedens navn, kan virksomheden vælge at bruge logo.
Du kan tjekke om bilen, som virksomheden kører i, overholder reglerne for skiltning ved at oplysningerne er:
- synlige og letlæselige
- i en farve, der klart afviger fra farven på vare- og lastbilen
- fastgjort på bilen
Udenlandske varebiler skal i øvrigt have synlig dokumentation i forruden for deres registrering i RUT.
Det kan være et tegn på en uregistreret virksomhed, eller ulovlig arbejdskraft, hvis:
- der uopfordret bliver ringet på din dør og vedkommende beder om arbejde
- du ikke kan få lov at møde virksomhedens officielle indehaver
- der ikke er en reel virksomhedsadresse
- prisen er væsentligt billigere end andre tilbud
Er prisen rimelig?
Der kan sagtens være gode grunde til forskel i prisen på forskellige tilbud. Fx om tilbuddet er fra en større eller mindre virksomhed, og hvordan opgaven løses. Små virksomheder kan ofte holde driftsomkostningerne nede.
Men hvis prisen er væsentligt lavere end andre tilbud, skal du være opmærksom på, om årsagen til det kan være snyd, og derfor tyde på, at der foregår noget ulovligt.
Det kan derfor være en god idé at forhøre sig hos flere forskellige virksomheder om priser på det samme arbejde.
Sådan beskytter du dig selv:
- Få et tilbud på skrift
- Få og gem regningen
- Betal så vidt muligt regningen digitalt
- Oplys kontante køb i TastSelv
- Få oplysninger om virksomheden, fx momsnummer, cvr-nummer, navn og adresse
- Tjek om virksomheden er registreret korrekt, inden du siger ja til at få udført arbejdet
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning .