Når din virksomhed har udenlandske underleverandører
Der gælder særlige regler for skat og moms, når du samarbejder med udenlandske virksomheder. Fx når du bruger en udenlandsk underleverandør eller låner medarbejdere fra en udenlandsk virksomhed.
Det er vigtigt, at du sætter dig ind i reglerne ved netop jeres samarbejdsform. Ellers risikerer du at få en ekstraregning for skat og moms oveni det beløb, du betaler virksomheden for arbejdet.
På denne side kan du læse om reglerne på de 5 vigtigste områder ved samhandel med udenlandske virksomheder.
Tjekliste til den udenlandske virksomhed
Den udenlandske virksomhed kan læse om reglerne for dem på Checklist for non-Danish businesses wanting to operate in Denmark.
Når du indleder et samarbejde med en udenlandsk virksomhed, bør du altid lave en skriftlig aftale - en kontrakt - som beskriver:
- den aftalte ydelse
- hvordan ydelsen skal leveres
Det aftalegrundlag, du laver med den udenlandske virksomhed, kaldes en entreprisekontrakt.
Hvad er en entreprisekontrakt?
En entreprise betyder, at du indgår en aftale med en anden virksomhed om, at denne virksomhed gennemfører og har ansvaret for en afgrænset opgave, som er defineret af din virksomhed.
Du kan komme til at hæfte for am-bidrag og A-skat og arbejdsudlejeskat for de medarbejdere, som den udenlandske virksomhed stiller til rådighed (det vil sige, at du er indeholdelsespligtig), hvis ikke samarbejdet skattemæssigt vurderes som en entreprisekontrakt.
Det er fx tilfældet, hvis den udenlandske medarbejder skattemæssigt betragtes som ansat i din virksomhed. Det vil altid komme an på en konkret vurdering.
Hvad kan en entreprisekontrakt indeholde?
Når du laver en entreprisekontrakt, så kan den som udgangspunkt indeholde oplysninger om:
- aftaleparter
- samlet pris for ydelsen
- periode, hvor ydelsen leveres
- kontrol og ansvar for arbejdsstedet
- hvem der har instruktionsbeføjelsen - det vil sige, hvem der bestemmer, hvornår og hvordan opgaven skal udføres,
hvem leverer materialer og værktøj, mv. - vederlagets sammensætning, altså hvordan arbejdet aflønnes
- personalets sammensætning (skal din udenlandske samarbejdspartner fx stille med faguddannet mandskab?)
- sanktioner og arbejdstider, som knytter sig til ydelsen, der leveres (en sanktion kunne være, at samarbejdspartneren skal betale dagbøder, hvis opgaven ikke er løst til den aftalte deadline)
- ansvar, risiko, garanti, mv., for det pågældende arbejde
Der kan i de konkrete tilfælde være brug for flere oplysninger, end dem der står ovenfor. Det kan derfor være en god idé, hvis du spørger din brancheorganisation, om de har en skabelon på en aftale, som du kan tage udgangspunkt i.
Kan aftalegrundlaget kvalificeres som en entreprise?
Vi tager altid udgangspunkt i faktiske forhold, når vi vurderer om et samarbejdsforhold kan betragtes som en entreprisekontrakt i skattemæssig forstand. Og det, uanset hvad der står i den skriftlige aftale.
Hvis du vil have bekræftet, om den aftale, du har lavet, skattemæssigt kan kvalificeres som en entreprisekontrakt, så anbefaler vi, at du indhenter et bindende svar hos Skattestyrelsen.
For udenlandske virksomheder
Den udenlandske virksomhed kan læse om de regler, der gælder for dem, på Checklist for non-Danish businesses wanting to operate in Denmark.
Når en udenlandsk virksomhed skal udføre arbejde i Danmark, skal virksomheden registrere sig i RUT-registret, Registret for Udenlandske Tjenesteydelser på virk.dk.
Her skal virksomheden skrive oplysninger om virksomheden selv, om den danske virksomhed, den skal arbejde for (hvervgiveren), og om de medarbejdere, der skal arbejde i Danmark.
Undgå at få en bøde - sørg for, at der står de rigtige oplysninger
Det er vigtigt, at du sikrer dig, at den udenlandske virksomhed, du samarbejder med, er registreret i RUT og med de korrekte oplysninger.
Hvis den udenlandske virksomhed ikke har registreret arbejdsadresse og -periode korrekt, så kan både du og den udenlandske virksomhed få en bøde.
For udenlandske virksomheder
Den udenlandske virksomhed kan læse om de vigtigste regler, når de skal udføre arbejde i Danmark, på Checklist for non-Danish businesses wanting to operate in Denmark.
I nogle tilfælde skal du beregne og indbetale skat af den løn, din udenlandske arbejdskraft får for at udføre arbejde for dig (det vil sige, at du skal indeholde skat).
Dine forpligtelser afhænger af, om der skattemæssigt er tale om:
- selvstændig virksomhed
- arbejde på lønmodtagerlignende forhold
- arbejdsudleje
- udenlandsk arbejdskraft via en dansk virksomhed eller vikarbureau
Når du bruger udenlandsk arbejdskraft, skal du være opmærksom på, om din underleverandør kan betegnes som en selvstændig virksomhed, eller om den udenlandske virksomhedsejer arbejder under lønmodtagerlignende forhold i din virksomhed.
Som virksomhed hæfter du for manglende indeholdt A-skat og am-bidrag, hvis ejeren af den udenlandske virksomhed kan betegnes som dansk lønmodtager i din virksomhed. Det samme gælder, hvis du anvender danske underleverandører.
Er din underleverandør en selvstændig virksomhed?
Din udenlandske underleverandør kan betegnes som en selvstændig virksomhed, når den har påtaget sig en selvstændig opgave for egen regning og risiko.
Det vil sige, når den udenlandske virksomhed er din virksomheds underentreprenør.
Er den udenlandske virksomhedsejer "ansat hos dig"?
Den udenlandske virksomhedsejer betragtes skattemæssigt som ansat i din virksomhed, hvis vedkommende arbejder under medarbejderlignende forhold.
Det gælder fx, hvis du bestemmer, hvordan arbejdet skal udføres, eller hvis opgaven ikke er fuldstændig udskilt fra din virksomhed. Det vil sige, hvis det er en opgave, som allerede er en del af din virksomheds aktivitet.
Hvis det er tilfældet, skal virksomhedsejeren betale skat i Danmark og registreres som beskrevet på siden Når du har udenlandske medarbejdere.
Hvis du lejer en eller flere medarbejdere fra en udenlandsk virksomhed, så kan der være tale om arbejdsudleje.
Det betyder i praksis, at den udenlandske virksomhed betaler medarbejdernes løn, mens din virksomhed betaler den udenlandske virksomhed for at udføre den aftalte opgave.
Hvornår er der tale om arbejdsudleje?
Der er tale om arbejdsudleje, når din virksomhed reelt råder over en medarbejder fra en udenlandsk virksomhed på en måde, der er sædvanlig i et lønmodtagerforhold.
Det gælder, hvis du bestemmer, hvordan arbejdet skal udføres og hvornår, og hvis opgaven/ ydelsen, der leveres af den udenlandske virksomhed, udgør en integreret del af din virksomheds arbejde og ikke er afgrænset og klart udskilt fra din virksomhed.
Hvis arbejdet ikke lever op til indholdet i en entreprisekontrakt
Hvis opgaven eller ydelsen er en del af en entrepriseaftale, er det afgørende, at arbejdet lever op til aftalegrundlaget.
Gør den ikke det, vil den skriftlige aftale mellem din virksomhed og den udenlandske virksomhed skattemæssigt kunne tilsidesættes.
Det kan medføre, at din virksomhed skal indeholde og betale 8 % i am-bidrag og 30 % i arbejdsudlejeskat af lønudgiften til de udenlandske medarbejdere eller af fakturasummen.
Hvis din virksomhed benytter danske vikarbureauer, bør du sikre dig, at de udenlandske vikarer er ansat hos vikarbureauet.
Hvis de udenlandske vikarer ikke er ansat i det danske vikarbureau, men alene formidlet videre, vil din virksomhed blive anset som arbejdsgiver.
Det betyder, at din virksomhed skal indeholde og betale am-bidrag og A-skat eller arbejdsudlejeskat. Det betyder også, at din virksomhed hæfter, hvis arbejdsudlejeskat/A-skat og am-bidrag ikke bliver betalt.
Når du betragtes som arbejdsgiver
Bliver din virksomhed anset som arbejdsgiver, skal du beregne medarbejderens A-skat og am-bidrag efter et almindeligt skattekort og indberette lønnen i TastSelv Erhverv i e-Indkomst.
Hvis medarbejderen ikke har et skattekort, skal du indeholde 8 % am-bidrag og 55 % A-skat af lønnen.
Læs mere om, hvordan du får din udenlandske medarbejder godt fra start, på Når du har udenlandske medarbejdere.
Når din virksomhed køber ydelser i udlandet, som i overvejende grad bruges i Danmark, skal du selv beregne og betale dansk moms af købet.
Du skal føre særlige konti i dit regnskab og indberette oplysningerne om dine køb på momsindberetningen i TastSelv Erhverv.
Hvis du arbejder på en byggeplads, skal du som hovedregel opsætte synlig skiltning, så det er tydeligt, at det er din virksomhed, der arbejder på pladsen.
Navn og cvr-nummer skal fremgå af skiltet. Udenlandske virksomheder skal udover navn også skilte med det nummer, de er registreret med i RUT-registret.
Arbejder I flere virksomheder på samme byggeplads, kan I vælge at have et fælles skilt. Hvis I gør det, skal alle virksomheder, der arbejder på pladsen, fremgå af skiltet.
Her skal du ikke skilte
Kravet om skiltning gælder ikke:
- for entrepriser på højst 50.000 kr. inkl. moms
- for arbejde, der udføres og afsluttes i løbet af én arbejdsdag
- hvis skiltning ikke er praktisk muligt, fordi arbejdet udføres på en byggeplads ved etagebyggeri i tæt bebygget område
- byggeri på offentlig ejet grund
Der skal ikke skiltes, hvis bare én af betingelserne ovenfor er opfyldt.
Af praktiske grunde stilles der ikke krav om skiltning ved arbejde, der strækker sig over længere afstande (flere matrikler), fx kabelarbejde, nedlægning af rør, udførelse af vejarbejde.
Eksempel: Skiltning, når arbejdet udføres af vikarer
Din virksomhed har indgået aftale med en kunde om at lægge nyt tag på kundens hus. Din virksomhed har travlt i øjeblikket, så du hyrer to udenlandske tømrere til arbejdet via et vikarbureau.
Selvom tømrerne, der udfører arbejdet, ikke er ansat hos dig, men hos vikarbureauet, ligger ansvaret for skiltning hos dig. Arbejdet foregår i din virksomheds navn, og du opsætter derfor et skilt med din virksomheds navn og cvr-nummer.
Firmanavn eller logo på vare- og lastbiler
Har din virksomhed vare- og lastbiler med en totalvægt under 4 tons, der udelukkende er registreret til erhvervsmæssig brug i Danmark, skal virksomhedens navn og cvr-nummer fremgå på bilen. I stedet for virksomhedens navn kan virksomhedens logo bruges, hvis logoet tydeligt identificerer virksomheden.
Udenlandske biler, som benyttes erhvervsmæssigt i Danmark
Benytter din udenlandske underleverandør en udenlandsk indregistreret bil, der benyttes erhvervsmæssigt i Danmark? Så skal dokumentation for den udenlandske virksomheds RUT-registrering (Registret for Udenlandske Tjenesteydere) ligge synligt i bilens forrude.