Afklar virksomhedens skatteforhold
Når du starter egen virksomhed, bliver du i skattemæssig forstand placeret i en af 4 kategorier. Kategorien betyder noget for fradragsværdien af dine udgifter, om du skal betale arbejdsmarkedsbidrag, og om du kan fratrække underskud.
Guiden hjælper dig med at få svar på, hvilken kategori, der passer til din virksomhed, og vejleder dig til, hvad du skal gøre ift. registrering og skat.
Har du flere aktiviteter, vurderer Skattestyrelsen dem hver for sig. Du kan altså godt være lønmodtager med én aktivitet og samtidig honorarmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende med dine andre aktiviteter.
Vi går ud fra de faktiske forhold ved vurderingen. En lønmodtager bliver fx ikke selvstændigt erhvervsdrivende ved at skrive en faktura i stedet for at få en lønseddel.
I diagrammet nedenfor kan du se, hvad vi lægger vægt på, når aktiviteten skal kategoriseres.
Påtager du dig en økonomisk risiko?
Overordnet afhænger placeringen i den enkelte kategori af, om du har eller påtager dig en økonomisk risiko ved din aktivitet.
Ved økonomisk risiko forstås, at du risikerer at få et tab ved aktiviteten, fordi der er flere udgifter end indtægter - herunder udgifter som følge af et erstatningsansvar.
Den tid, du lægger i virksomheden, er ikke en økonomisk risiko, selvom du måske ikke får betaling.
En økonomisk risiko kan fx skyldes, at du sælger varer og har udgifter ved køb eller fremstilling, som du risikerer ikke at få dækket. Dit produktansvar for varen kan også medføre et erstatningsansvar. Du kan blive nødt til at ombytte varen, tage varen retur eller udbedre skader på varen og betale udgifterne herved eller betale en kompensation til din kunde.
Sælger du en ydelse, fx hvis du er jurist og hjælper med slutseddel og skødeskrivning ved en hushandel, har du i reglen ikke store udgifter ved dit arbejde. Men du risikerer at blive erstatningsansvarlig, hvis fx sælgeren af huset ikke er tinglyst som ejer af det.
Udgifter til transport til arbejde, arbejdstøj og frokost i arbejdstiden anses for typiske udgifter i et lønmodtagerforhold, og ikke for en økonomisk risiko ved din aktivitet.
At være lønmodtager betyder, at du arbejder efter en arbejdsgivers anvisninger, for dennes regning og risiko, og som led i en aftale. Aftalen i denne sammenhænge er normalt en ansættelseskontrakt, men der behøver ikke være en nedskrevet aftale.
Lønmodtagere kan fx også være freelancere, konsulenter og medarbejdere i outsourcede funktioner.
Selvom du udskriver fakturaer i stedet for at modtage en lønseddel, kan du i skattemæssig forstand være lønmodtager. Hvis det er tilfældet, bør du tale med din kunde eller arbejdsgiver om muligheden for at få en ansættelseskontrakt. Hvis det ikke er muligt at blive ansat, skal du kontakte os, så du kan få afklaret, hvordan du betaler skat af din indtægt.
Der vil altid være tale om en samlet vurdering.
Som lønmodtager skal du fratrække dine udgifter som fradrag i den skattepligtige indkomst.
Lønmodtagere skal ikke være momsregistrerede. Er du momsregistreret, eller har du et cvr-nr., anbefaler vi, at du kontakter os, da du formentligt skal afmelde og lukke din virksomhed på virk.dk.
Sådan gør du som lønmodtager:
- Du skal tjekke, at lønindkomsten står på din årsopgørelse i rubrik 11, når den er klar i midten af marts. Gør den ikke det, skal du kontakte din arbejdsgiver.
- Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 12 km til arbejdet. Læs om kørselsfradrag (befordringsfradrag).
- Du kan undtagelsesvis få fradrag for arbejdsrelaterede udgifter. Læs om arbejdsrelaterede fradrag.
Kriterier for lønmodtagere
Forhold, der betyder, at du er lønmodtager |
Karakteristika inden for det enkelte forhold |
Du arbejder efter arbejdsgiverens anvisninger |
Der er fastsat regler for, hvordan og hvornår du skal udføre arbejdet, og der er tilsyn og kontrol med arbejdets udførelse. Du kan ikke bestemme, hvilke arbejdsredskaber og materialer der skal bruges ved arbejdets udførelse. Du kan typisk ikke ansætte arbejdskraft. |
Du arbejder for arbejdsgiverens regning og risiko |
Du betaler ikke de udgifter, der er ved arbejdet. Du har ikke en reel økonomisk risiko ved arbejdet. Indtægten er overvejende nettoindkomst, det vil sige, at der ikke er udgifter til fx indkøb og annoncering af dine egne arbejdsydelser. |
Du arbejder som led i en aftale |
Du har indgået aftale om løbende arbejdsydelse. Du anses ifølge arbejdsmarkedslovgivningen - fx ferieloven og funktionærloven - som lønmodtager. Du får et fast beløb for hver time, uge eller måned, du arbejder. Udbetaling af bonus, akkord osv. er aftalt på forhånd. Du arbejder overvejende for én arbejds- eller hvervgiver. Du har krav på at blive opsagt med et bestemt varsel. Din mødetid, timetal og ferieplacering er aftalt med eller bestemmes af hvervgiveren. |
Fleksibel arbejdstid
Freelancere og konsulenter har ofte meget frie arbejdsforhold, fx fleksible arbejdstider med hjemmearbejdsplads, men det ændrer ikke ved, at de er lønmodtagere eller honorarmodtagere, hvis de er uden økonomisk risiko.
Konsulenter inden for it vil som regel ikke have påtaget sig nogen økonomisk risiko, og vil derfor være enten lønmodtager eller honorarmodtager, afhængigt af om der er etableret et ansættelsesforhold eller ej.
Outsourcing
Hvis en virksomhed udlægger opgaver som fx telefonpasning, bogholderi, it-opgaver eller lignende, er der tale om outsourcing.
Hvis du starter egen virksomhed, og din tidligere arbejdsgiver outsourcer dine hidtidige arbejdsfunktioner til dig, anses du muligvis stadig som lønmodtager for denne aktivitet.
Vurderingen afhænger af, om rammerne for samarbejdet med din tidligere arbejdsgiver har ændret sig, herunder om du selv fortsætter med at varetage opgaven, og om du har påtaget dig en økonomisk risiko.
Du bliver anset som honorarmodtager, fx når du i din fritid yder et stykke arbejde, der bliver betalt med et honorar eller engangsvederlag, selvom du er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende som hovedbeskæftigelse.
Som udgangspunkt skal du ikke registreres for moms som honorarmodtager. Men hvis din omsætning som honorarmodtager overstiger 50.000 kr. før moms, bør du kontakte Skattestyrelsen.
Foredrags- og forfattervirksomhed er sædvanligvis momsfri. Kontakt Skattestyrelsen, hvis du er i tvivl.
Fradrag for udgifter
Du kan trække de udgifter fra, som du har haft i forbindelse med erhvervelsen af honoraret. Udgifterne, du trækker fra, skal du kunne dokumentere, og de må ikke overstige honoraret.
Får du honorarer, der er B-indkomst, kan du ikke modtage skattefri rejsegodtgørelse. Du kan heller ikke få fradrag med standardsatserne. I stedet kan du trække dine faktiske rejseudgifter fra - det vil sige, de udgifter, du kan dokumentere.
Har du haft udgifter til transport i forbindelse med erhvervelsen af dine honorarer, kan du trække dine faktisk dokumenterede udgifter fra, eller foretage et fradrag med de satser for erhvervsmæssig kørsel som Skatterådet har fastsat (skattefri kørselsgodtgørelse).
Du skal trække dine dokumenterede udgifter fra i din personlige indkomst.
Du skal bruge rubrik 29 på årsopgørelsen.
Du skal bruge felt 425 på forskudsopgørelsen.
Tjek din årsopgørelse
Honoraret skal oplyses som personlig indkomst. Du skal selv tjekke, om honoraret er registreret på din årsopgørelse i rubrik 12. Hvis det ikke er, skal du bede din arbejdsgiver om at ændre tallene.
Har du bijob, skal du måske ændre din forskudsopgørelse
Har du et lønnet bijob, hvor du får honorarindtægter, er det ofte nødvendigt, at du ændrer din forskudsopgørelse. Det skyldes, at honorarindtægter ikke bliver beskattet løbende, ligesom A-indkomst gør.
Du ændrer din forskudsopgørelse ved at oplyse din samlede honorar-indkomst i felt 210 på forskudsopgørelsen.
I nogle tilfælde skal du betale noget af skatten i rater på indbetalingskort. Når du ændrer din forskudsopgørelse, kan du se, om du skal betale med indbetalingskort. Indbetalingskortene får du automatisk med posten.
En virksomhed anses for at være erhvervsmæssig, når den drives for egen regning og risiko med det formål at få et overskud. Det betyder ikke, at din virksomhed kun anses for erhvervsmæssig, hvis du har et overskud, men at den skal være tilrettelagt og drevet på en måde, at den kan forventes at blive rentabel.
Sådan registrerer du din virksomhed
Du skal registrere virksomheden på indberet.virk.dk, senest otte dage før den starter. Det gælder også, hvis du samtidig skal registreres som arbejdsgiver.
Får du ansatte efter virksomhedsstart, skal du registreres som arbejdsgiver, senest otte dage efter at du har udbetalt løn første gang.
Som enkeltmandsvirksomhed kan du logge ind med dit personlige MitID.
Krav til virksomhedens drift
Når Skattestyrelsen tager stilling til driften af din virksomhed, ser vi på, om driften er intens og seriøs:
Forhold | Forklaring |
Er virksomheden drevet sædvanligt og forsvarligt? | Det vil fx sige, at varer er købt hjem og åbningstider er annonceret, at de nødvendige økonomiske investeringer er foretaget, og kan forventes dækket af driften. |
Har du sørget for, at de faglige forudsætninger er til stede i virksomheden for at kunne drive den? | Det vil sige, at du har taget kurser eller er uddannet inden for det felt, du driver forretning. |
Har aktiviteten i din virksomhed en naturlig sammenhæng med din øvrige erhvervsmæssige aktivitet? | Hvis du fx har underskud i din virksomhed med at sy og fremvise haute couture kjoler, har du fradrag for det, hvis virksomheden drives for at markedsføre dit navn i branchen og udbrede kendskab til dit designertøj, som sælges fra din anden virksomhed; en tøjbutik. |
Har du drevet din virksomhed regelmæssigt gennem en længere periode, og har den et vist omfang? | Virksomhedens omfang bedømmes både ud fra størrelsen af produktionsapparatet og ud fra størrelsen af dens omsætning. |
Driver du landbrugsvirksomhed? | Når Skattestyrelsen afgør, om et landbrug teknisk-landbrugsfagligt er forsvarligt drevet, indgår der en vurdering af, om landbruget efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt. Derudover ser vi på, om målet er at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre driften selv i en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende. Der kan dog være tilfælde, hvor der ikke indrømmes fradrag, selv om driften kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. |
Krav til virksomhedens rentabilitet
Når Skattestyrelsen ser på virksomhedens rentabilitet, er hovedsagen, at virksomheden skal give overskud eller have udsigt til at gøre det.
En virksomhed anses typisk for at være rentabel, når overskuddet er så stort, at der er plads til driftsøkonomiske afskrivninger (fradrag for faktisk værdiforringelse), forrentning af den investerede kapital og aflønning af din arbejdsindsats.
Forhold | Forklaring |
Fortid / Nutid | Har virksomheden et positivt resultat? Der ses på udviklingen over tid i dit resultat, og på resultatet i forhold til dine driftsøkonomiske afskrivninger, din økonomiske investering og din arbejdsindsats. Din virksomhed skal ikke have været i drift i en vis periode, før der kan tages stilling til, om den er erhvervsmæssig. To virksomheder, som har det samme driftsøkonomiske resultat, vil kunne anses for erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig. Hvis den ene virksomheds aktiver ikke taber i værdi, og der ikke anvendes mange arbejdstimer, vil der være et mindre krav til overskud for at anse denne virksomhed for rentabel. Det kan fx være en internetbutik med salg af gode årgangsvine sammenlignet med en traditionel vinbutik, der fra lejede lokaler har åben otte timer om dagen seks dage om ugen. |
Fremtid | Har virksomheden udsigt til rentabel drift? Det er ikke usædvanligt, at en virksomhed i starten giver underskud, idet der er særlige opstartsudgifter, og det tager tid at få opbygget en kundekreds. Der kan ikke fastlægges en bestemt tidshorisont for rentabel drift, da det altid afhænger af typen af virksomhed. En kiosk må fx umiddelbart forventes hurtigere at kunne være rentabel end en specialbutik, hvor der næppe er et tilstrækkeligt kundegrundlag i nærområdet. |
Forventning og tilpasning af forventning | Har du lavet markedsundersøgelser forud for opstart af virksomheden og har du udarbejdet realistiske budgetter. Har du forsøgt at tilrette budgetterne, hvis de har vist sig at være urealistiske? Med realistiske budgetter menes, at dine forventninger til indtægt og udgifter er baseret på markedsundersøgelser og branchekendskab. Budgetafvigelser skal kunne forklares, og det kan blive nødvendigt at ændre på driften af virksomheden for fortsat at have udsigt til rentabel drift. |
Årsagsforklaring | Er der særlige årsager til, at dit budgetterede resultat ikke er nået? Fx en vandskade på lageret. Der tages som udgangspunkt ikke hensyn til personlige årsager, som manglende adgang til lån, sygdom i familien osv. |
Din virksomhed er ikke-erhvervsmæssig, når det primære formål med at drive virksomhed ikke er at opnå et overskud, men at dyrke fritids- eller private interesser som fx maleri eller ridesport.
Ikke-erhvervsmæssige virksomheder med økonomisk risiko skal betale moms, hvis aktiviteten er momspligtig.
Du skal indberette overskud fra din ikke-erhvervsmæssige virksomhed i rubrik 20 på din årsopgørelse. Det gælder uanset, hvor stort dit overskud er.
Du kan ikke trække underskud fra.
Ikke-erhvervsmæssig virksomhed, selv om målet er at få overskud
Selv om formålet med din virksomhed er at opnå overskud, er det ikke sikkert, at virksomheden kan anses for at være erhvervsmæssig. Hvis du ikke driver din virksomhed sædvanligt og forsvarligt, eller den kun har et beskedent omfang, anses den for ikke-erhvervsmæssig. Du kan altså godt have en økonomisk risiko, men måden du driver virksomheden på medfører, at den anses for at være ikke-erhvervsmæssig.
Hvis du er i tvivl om din virksomhed anses for at være erhvervsmæssig, kan du spørge Skattestyrelsen og få et bindende svar. Det koster 400 kr.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om erhvervsbeskatning