Ikke-erhvervsmæssig virksomhed - eksempler
Karen har gennem længere tid forarbejdet og solgt smykker fra sit hjem. Salget går godt, og materialerne fylder meget, så Karen lejer lokaler ude i byen og starter en butik med produktion og salg af smykkerne. Karen har stadig sit fuldtidsarbejde ved siden af og har derfor kun mulighed for at holde åbent kl. 16.00 -18.30 fire gange om ugen. Selv om Karen annoncerer i lokalavisen én gang om måneden og deltager på lokale markeder, kan indtægterne ikke dække udgifterne.
Skattestyrelsens vurdering
Karens virksomhed er ikke-erhvervsmæssig. Karen har en økonomisk risiko, men hun driver ikke butikken særlig intenst. Det er ikke nok at have åbent fire gange om ugen i nogle få timer for at få en omsætning, der kan dække udgifterne. Der er heller ikke udsigt til, at virksomheden vil kunne give overskud.
Charlotte er en anerkendt kunstner. Hun er faglig kompetent. Charlotte har i næsten alle årene oplyst et underskud, men havde forrige år et overskud på 25.317 kr. Selvom Charlotte har udstillet sine værker siden 2007, har hun kun haft få indtægter.
Skattestyrelsens vurdering
Charlottes virksomhed er ikke-erhvervsmæssig. Virksomheden lever ikke op til de sædvanlige kriterier for selvstændige erhvervsmæssig. Den har et mindre omfang og er ikke etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, som kan opveje den arbejdsindsats og kapital, som Charlotte investerer i sin virksomhed.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning .