Idrætsklubber
Idræts- og sportsklubber kan udbetale løn, skattefrie godtgørelser og give personalegoder til deres trænere, medhjælpere, undervisere, instruktører, bestyrelsesmedlemmer, ledere og dommere efter samme regler som andre virksomheder.
Drives klubben i foreningsregi er der lidt andre muligheder. Læs mere på Du er frivillig i en idrætsforening.
Sportsklubber kan udbetale skattefri kørselsgodtgørelse til lønansatte trænere, medhjælpere og spillere for arbejdsmæssig kørsel i egen bil efter faste satser (se satserne nedenfor).
Vær opmærksom på, at frivillige (ulønnede) hjælpere i idrætsforeningers skattefri virksomhed er omfattet af andre regler for kørselsgodtgørelse, og der kan udbetales en skattefri omkostningsgodtgørelse. Læs mere på Du er frivillig i en idrætsforening.
Udgifter til færgebilletter, motorvejs- eller broafgifter ved arbejdsmæssig kørsel kan sportsklubben vælge at betale efter regning. Originalbilag skal afleveres til sportsklubben.
Skattefri kørselsgodtgørelse kan udbetales:
- Fra bopæl til fast træningssted i egen bil i højst 60 arbejdsdage inden for en periode på 12 måneder. 60-dages-reglen gælder generelt kun for lønnede. Læs mere om 60-dages-reglen for skattefri kørselsgodtgørelse
- For kørsel mellem arbejdspladser i egen bil. Fx kørsel mellem træningssteder, fra træningssted til udebane, kursus, "spiontogt" med mere.
Klubber skal kontrollere, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser er opfyldt. Læs mere om Dokumentation og kontrol af kørselsgodtgørelse
For lønnede er der mulighed for at yde personalegoder og give gaver. Læs mere om Skat af personalegoder
Se satser og beløbsgrænser for personalegoder på siden Satser, vælg fanen Personalegoder.
Bruttoløn, fleksibel lønpakke eller lønomlægning - er en samlet betegnelse for de ordninger, hvor du går ned i løn og i stedet modtager et eller flere personalegoder fra din arbejdsgiver (fx telefon, bredbånd, massage, uddannelse eller aviser). Der er enkelte regler der skal være opfyldt for, at du kan få en bruttolønsordning.
Der må ikke fortages lønomlægning, så noget af lønnen konverteres til skattefri kørselsgodtgørelse.
Her er to eksempler med og uden skattepligt.
Eksempel 1: Kørselsgodtgørelsen bliver skattepligtig
Det er ikke muligt at modregne den skattefri kørselsgodtgørelse i en forud aftalt "bruttoløn". I så fald er godtgørelsen skattepligtig.
Aftalt samlet aflønning for en sæson: 120.000 kr.
Lønnen sammensættes efter den ansattes eget valg således:
Løn | 24.000 kr. |
Fri helårsbolig | 48.000 kr. |
Kørselsgodtgørelse | 48.000 kr. |
I alt | 120.000 kr. |
Ud fra ansættelseskontrakten kan den ansatte vælge at få hele beløbet udbetalt som løn, altså en garanti for en udbetaling på i alt 120.000 kr. for ansættelsesperioden (sæsonen). Hvis den ansatte ved årets udgang ikke har fået udbetalt 48.000 kr. i skattefri kørselsgodtgørelse, så bliver det resterende beløb udbetalt som yderligere løn.
Kørselsgodtgørelsen bliver her modregnet i en forud aftalt bruttoløn, og derfor bliver den i dette tilfælde skattepligtig.
Eksempel 2: Kørselsgodtgørelsen kan udbetales skattefrit
Aftalt fast årlig løn på 120.000 kr. Den aftalte løn betales månedsvis bagud med 10.000 kr. pr. måned.
Den ansatte får udbetalt kørselsgodtgørelse til kampe, stævner mv. samt til træning i den udstrækning det kan udbetales som skattefri godtgørelse. Det er en forudsætning, at der udbetales efter satserne, og at sportsklubben har ført den fornødne kontrol.
Her er nogle af de typiske fejl ved udbetaling af skattefrie godtgørelser:
- Klubben fører ikke tilstrækkelig kontrol ved udbetaling af skattefrie godtgørelser
- Der udbetales kørselsgodtgørelse til ansatte uden egen bil
- Der udbetales kørselsgodtgørelse til ansatte med fri bil fra anden arbejdsgiver
- Der udbetales kørselsgodtgørelse til ansatte, som ikke får løn (kun klubbens selskabsdel)
- Løn omlægges til skattefri godtgørelse
- Der udbetales efter et forkert regelsæt (klubber drevet i selskabsform kan ikke benytte reglerne om udbetaling af skattefrie godtgørelser i foreninger)
- Ved fri bolig bruges reglerne om bopæls- og fraflytningspligt ikke korrekt
- Der gives gaver/gavekort (klubber drevet i foreningsregi er ikke omfattet af reglerne for gaver i forhold til de ulønnede frivillige hjælpere).
Reglerne om kontrol og administration i forbindelse med skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse - 2000-03-13 nr. 173 om rejse- og befordringsgodtgørelse (retsinfo.dk).
For de aktuelle beløbssatser og uddybning af reglerne - 2021-11-23 nr. 1312 om Skatterådets satser for 2024 (retsinfo.dk).
Omkostningsgodtgørelse til frivillige ulønnede medhjælpere - 2021-11-22 nr. 2103 om udbetaling af skattefri godtgørelser til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere (retsinfo.dk).