Moms er en forkortelse for ”meromsætningsafgift”, og er en afgift på salg og køb af varer og ydelser.
I Danmark er momsen som udgangspunkt 25 % af varens eller ydelsens værdi. Handler du med andre lande, kan momssatsen være en anden.
Skal jeg betale moms?
Du skal betale moms, hvis du handler med varer eller ydelser mod betaling for over 50.000 kr. årligt. Samtidig skal du også betale skat af din virksomheds resultat.
Det er dit ansvar at indberette og betale moms. Vi får ikke oplysningerne automatisk. Husk også at indberette, hvis du i en periode ikke køber eller sælger varer eller ydelser. Så skal du indberette 0 kr.
Nogle ydelser, fx inden for sundheds- eller uddannelsessektoren, er fritaget for moms. Læs mere om, hvilke aktiviteter du ikke skal betale moms af.